Aftale om social dumping aftale åbner mulighed for entreprenørstop
Der er enighed i aftalen om at bekæmpe social dumping, at styrke indsatsen mod illegal arbejdskraft
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Fagbevægelsen får ikke deres store ønske om et obligatorisk ID-kort på byggepladserne opfyldt, men der stilles fremover krav om, at udenlandske tjenesteydere (RUT-virksomheder) skal sørge for, at de ansatte efter anmodning fra Arbejdstilsynet fremviser identifikationspapirer:
Bedre RUT-kontrol
Det vil ifølge aftalen understøtte Arbejdstilsynets kontrol med, om anmeldelsespligten efter Udstationeringsloven er overholdt, og om de indberettede oplysninger til RUT er korrekte.
SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration) får i forbindelse med udgående kontroller på virksomheder mulighed for at kræve, at de antrufne medarbejdere identificerer sig.
Det skal hjælpe SIRI med at kontrollere, om der er medarbejdere, som arbejder uden arbejdstilladelse eller i strid med betingelserne for en opholds- og arbejdstilladelse, som styrelsen har meddelt, og som dermed arbejder ulovligt i Danmark.
Intensiveret tilsyn
Der indføres et entreprenørstop, som betyder, at Arbejdstilsynet kan standse arbejdet for entreprenører og deres underleverandører på en byggeplads, hvor Arbejdstilsynet gentagne gange har truffet afgørelser om alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen med fare for de ansattes sikkerhed og sundhed over for én eller flere virksomheder under entreprenøren:
- Typisk vil der være tale om to eller flere virksomheder, men den konkrete model skal udbores nærmere. Der indføres endvidere et intensiveret tilsyn, som indebærer hyppigere besøg fra Arbejdstilsynet hos den eller de virksomheder på byggepladsen, der har mange overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen, oplyses det videre.
Højere bødeniveau
Gentagne alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven af entreprenørerne i det intensiverede tilsyn kan lede op mod afgørelse om entreprenørstop.
Det gælder en entreprenør, hvis underentreprenører har et fortsat stort antal alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen, eksempelvis nedstyrtningsfare fra mange meters højde, forkert håndtering af kræftfremkaldende støv og risiko for påkørsel på byggepladsen.
Som led i indførelsen af et entreprenørstop foreslås det, at det eksisterende bødeniveau til virksomheder med alvorlige brud på arbejdsmiljøloven forhøjes.
Desuden indføres en ny type bøder til entreprenøren, når der er afgivet et vist antal afgørelser med betydelig fare til entreprenøren eller dennes underentreprenører.