Danmark er for meget lønmodtagerland
At starte ny virksomhed i Danmark er noget af et økonomisk vovestykke. Kun lidt over halvdelen af nye virksomheder i Danmark overlever de første to år
Af Dan Bjerring
Desuden er iværksætteriet i tilbagegang og skævt fordelt geografisk. Det koncentrerer sig ifølge en ny analyse fra SMVdanmark omkring hovedstadsområdet.
Derfor præsenterer SMVdanmark 78 konkrete forslag, som skal gøre det nemmere at begynde på og udvikle virksomhed.
Analysen viser, at kun omkring 53 procent af nye virksomheder stadig er aktive efter to år, og det er er den næstlaveste andel i hele EU.
Analysen viser også, at antallet af nyregistrerede virksomheder i dag ligger under, hvor det lå for bare få år siden.
De får ideerne og løber risikoen
Jakob Brandt, der er administrerende direktør i SMVdanmark, understreger, at det danske velfærdssamfund begynder med dem, der tør tage springet – iværksætterne:
- Det er dem, der får idéerne, løber risikoen og skaber morgendagens arbejdspladser. Derfor er det virkelig bekymrende, at det er så svært at lykkes som iværksætter i Danmark, siger han
På den baggrund efterlyser han, at en ny regering - uanset farve - gør det til en prioritet at sikre iværksætterne ”mere medvind på cykelstien.”
Koncentreret i store byer
Analysen viser også, at iværksætteriet i stigende grad er koncentreret i de største byer. Ifølge SMVdanmark skyldes udviklingen blandt andet dårlige rammevilkår, begrænset adgang til finansiering og for svage økonomiske incitamenter.
Kort sagt er der opbygget et system, hvor det er meget lettere at være stor end at blive stor, fordi
Bureaukratiet forholdsmæssigt rammer de små virksomheder hårdest.
Og så betyder vores skattesystem, at der grundlæggende er en alt for lille økonomisk gulerod ved at tage risiko og initiativ:
- Danmark er desværre i for høj grad et lønmodtagerland. Det skal vi have gjort op med,siger Jakob Brandt.
Fakta
• 53,4 procent af nye virksomheder overlever to år
• Danmark ligger cirka 14 procentpoint under EU-gennemsnittet
• Kun ét EU-land har lavere overlevelse
• Antallet af nye virksomheder ligger under niveauet fra 2021
• Samtlige top 10-kommuner med flest nystiftede virksomheder pr. indbygger ligger i hovedstadsområdet, når ikke-brofaste øer fratrækkes
Link til analysen fra SMVdanmark
https://smvdanmark.dk/Files/Files/Dokumenter/ivAerksAetterudspil-SMVdanmark.pdf