Danmark har et 75 procent større materialeforbrug end EU-gennemsnittet
Det danske materialeforbrug pr. indbygger er 75 pct. større end EU-gennemsnittet. Det er samtidig steget syv procent på 10 år
I 2022 brugte vi i Danmark til sammen, både husholdninger og virksomheder, 149 millioner ton materialer.
Pr. indbygger svarer det til 25,3 ton i gennemsnit, mens hver EU-borger i gennemsnit brugte 14,4 ton materialer – altså langt mindre end den gennemsnitlige dansker.
Det viser en analyse om cirkulær økonomi, som udkommer sammen med Statistisk Tiårsoversigt 2024.
Materialer bruges eksempelvis til murstensvillaer, motorveje, møbler og madvarer.
Store mængder grus og sand
Aya Permin, som er fuldmægtig i Danmarks Statistik, henviser til, at Danmark eksempelvis bruger hvert år store mængder sand og grus til byggematerialer. Det danske materialeforbrug er steget syv procent fra 2012 til 2022.
Når danskerne bruge så mange materialer, er det svært at undgå at producere meget affald, men nogle materialer både kommer fra og ender som genanvendelse:
- Cirkulær økonomi er en modsætning til lineær økonomi og går ud på at bruge jordens ressourcer mere effektivt ved for eksempel at genanvende gamle materialer i stedet for at indvinde nye, siger Sara Svantesson, der er specialkonsulent i Danmarks Statistik.
Sort på hvidt
I Statistisk Tiårsoversigt 2024 kan man også finde udviklingen i en lang række forskellige samfundsforhold i et tiårigt perspektiv:
- Antallet af børn på specialskoler er steget fra 8.931 til 11.864 elever fra 2013 til 2023.
- Salget af cigaretter er næsten halveret fra 2013 til 2023. I 2023 blev der i gennemsnit solgt 804 stk. cigaretter pr. indbygger over 18 år, svarende til 2,2 cigaretter om dagen.
- Fra 2014 til 2023 er den samlede mængde landet fisk faldet med 33 procent for danske fiskefartøjer. I den samme periode er fangstens værdi steget med 10 procent.
Overnatninger på danske hoteller, campingpladser og i feriehuse mv. er steget 42 procent fra 2013 til 2023.
Danske turister stod for cirka halvdelen af overnatningerne i 2023, mens tyske turister stod for cirka en tredjedel.
DanB