Danmark kan nedsætte momsen på nybyggeri
I henhold til EU-reglerne kan der indføres en nedsat moms på ikke under fem procent som led i socialpolitik, renovering og ombygning
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Lotte Roed (RV) har spurgt skatteminister Rasmus Stoklund (S), om han er ”enig i ekspertvurderingen af, at de nuværende momsregler for nybyggeri udgør en stor strukturel barriere for at øge andelen af ejerboliger”?
Hun beder i den forbindelse ministeren forklare, hvilke konkrete muligheder Danmark har inden for EU-reglerne for at ændre momsen for nybyggeri af ejerboliger.
Begrænsede muligheder
Skatteministeren henviser til en rapport om ejerboliger i de større byer, hvori det blev undersøgt, hvilke mulige regelændringer, der skal vedtages, med henblik på at fremme byggeriet af ejerboliger i de større byer.
Ifølge ministeren fremgår det af rapporten, at ”der er begrænsede muligheder for at ændre momsreglerne, da de danske momsregler skal være i overensstemmelse med EU's momsregler”.
Moms på alle grunde
Men han erkender samtidig, at ”det formentlig er muligt at sikre, at der lægges moms på alle grunde, der bruges til byggeri”.
De nævnte muligheder og konsekvenserne ved eventuelle ændringer af momsreglerne skal dog undersøges nærmere:
- Salg af ny, fast ejendom, herunder salg af ejerboliger, er momspligtigt, hvilket betyder, at der er moms på salgsprisen, mens moms på indkøb i eksempelvis forbindelse med køb af byggegrund og opførelse af byggeriet er fradragsberettiget, oplyser skatteministeren.
Kan ikke ændres
Han konstaterer, at ”det er i overensstemmelse med EU’s momsregler og kan ikke ændres”. Derimod er udlejning af boliger momsfritaget. Der skal altså ikke lægges moms på lejen, men til gengæld er moms på byggegrunde og opførelse på disse ikke fradragsberettiget:
- Bygges der til udlejning, er der derfor et incitament til at undgå moms på køb af grunden, hvilket kan gøres ved at lade en gammel bygning stå til efterfølgende nedrivning, så der købes en momsfritaget gammel bygning med tilhørende jord, oplyses Rasmus Stoklund.
Som led i socialpolitik
I henhold til EU-reglerne kan der dog indføres en nedsat moms på ikke under fem procent som led i socialpolitik, renovering og ombygning - herunder nedrivning og genopbygning, og reparation af boliger af private boliger, udlejning af fast ejendom til beboelsesformål.:
- Det er muligt at indføre nedsat moms på levering af boliger, hvis det sker som led i landets socialpolitik... Inden der træffes beslutninger om eventuelt at ændre momsreglerne i relation til salg og udlejning af boliger, vil det være hensigtsmæssigt, at der udarbejdes en konsekvensanalyse, herunder af de økonomiske konsekvenser for boligmarkedet, provenumæssige konsekvenser samt implementeringsmæssige og administrative konsekvenser for Skatteforvaltningen, slutter skatteministeren.