
Fagbevægelsen har vigtig rolle i kampen mod social dumping
Beskæftigelsesministeren er parat til at indføre flere redskaber i kampen mod social dumping
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Folketingets Beskæftigelsesudvalg har på foranledning af Victoria Velasquez (EL) spurgt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), hvad ministeren vil gøre for at arbejdsmarkedets parter, der arbejder for at bekæmpe social dumping på det danske arbejdsmarked, får adgang til oplysninger om hvervgiver via RUT-registreret.
Beskæftigelsesministeren henviser til et tidligere svar, hvoraf det fremgår, at der allerede er krav om, at udenlandske tjenesteydere skal oplyse hvervgiver i RUT, når de leverer tjenesteydelser i Danmark.
Kan pålægges ekstra AFU-bidrag
Formålet med oplysning om dansk hvervgiver er ifølge ministeren, at Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (AFU) skal kunne identificere den danske hvervgiver og orientere denne, hvis fonden har overtaget et krav mod en udenlandsk virksomhed, som hvervgiveren er eller har været i et kontrakt forhold med:
Med krav om oplysning om hvervgiver sikres det desuden, at fonden har oplysninger om første danske hvervgiver i tilfælde af, at denne pålignes et ekstraordinært bidrag til AFU.
Fagbevægelsens vigtige rolle
Ane Halsboe-Jørgensen slår fast, at fagbevægelsen udfylder en vigtig rolle i forhold til at bekæmpe social dumping på arbejdsmarkedet:
- Arbejdsmarkedets parter har i dag adgang til oplysning om arbejdssted for udstationerede ansatte, som anmeldes i RUT, ligesom arbejdsmarkedets parter har adgang til oplysninger om hvervgiver, hvis der er indledt en fagretlig sag om fortolkning af eller brud på overenskomsten, oplyser ministeren.
Parat til flere redskaber
Hun oplyser ikke mindst, at hun lægger meget vægt på, at arbejdsmarkedets parter har gode muligheder for at løfte deres opgaver i indsatsen mod social dumping:
- Derfor vil jeg også gerne se på flere redskaber til parterne, hvis de har et ønske om det, slutter beskæftigelsesministeren.