Daloc
Forsvaret har sjusket med bygningsvedligeholdelse Almegårds Kaserne i Rønne. Foto: Forsvaret (Arkivfoto)

Forsvaret har sjusket med bygningsvedligeholdelse

Ud af de 2,6 milliarder kroner, som ministeriet havde afsat til vedligeholdelse af bygninger i perioden 2018-2023, blev der reelt kun anvendt 1,8 milliarder kroner

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Rigsrevisionen har tidligere kritiseret Forsvaret for vedligeholdelsen – eller snarere mangel på samme – af bygningsmassen som eksempelvis kaserner.

Men nu er der lys forude, og Forsvarsministeriet har fremlagt en plan for at rette op på problemerne.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen erkender, at der i den undersøgte periode har været ”udfordringer på ejendomsområdet, og at der er et vedligeholdelsesefterslæb”.

Han understreger dog, at der er tilført flere midler til vedligeholdelsesområdet.

Brugte ikke de afsatte penge
Da Statsrevisorerne behandlede beretningen, kritiserede de skarpt, at Forsvarsministeriet har haft en yderst mangelfuld styring af vedligeholdelsen af deres bygninger.

Desuden var der kritik af ministeriets manglende overblik i forhold til tilstanden på mange af bygningerne, og at ministeriet ikke har lavet en langsigtet plan for vedligeholdelse.

Ikke mindst var der en alvorlig kritik af, at Forsvaret ikke anvendte alle de afsatte økonomiske midler, som de havde til rådighed til vedligeholdelse, selvom der er et betydeligt vedligeholdelsesefterslæb.

Mangler rettidige bygningssyn
Cirka 80 procent af Forsvarsministeriets lokationer har ikke fået udført bygningssyn rettidigt - mindst hvert fjerde år og hvert andet år for fredede bygninger. Samtidig har ministeriets registrering af oplysninger ved de gennemførte syn været ”meget mangelfuld”.

Ifølge Troels Lund Poulsen er forvaltningen af bygningssyn væsentligt forbedret siden 2021 og gennemføres nu ”i langt overvejende grad” rettidigt.

Desuden er der siden 2024 blevet opsamlet de fornødne informationer om bygningernes tilstand i forbindelse med bygningssyn.

26,9 milliarder i efterslæb
Statsrevisorerne kritiserede også, at Forsvarsministeriet kun udarbejder planer for vedligeholdelse af bygninger for ét år ad gangen - selv om det i de sidste 13 år har været målet at have en plan, som løber over 10 år.

Ud af de 2,6 milliarder kroner, som ministeriet havde afsat til vedligeholdelse af bygninger i perioden 2018-2023, blev der reelt kun anvendt 1,8 milliarder kroner.

Der er i foråret 2025 gennemført en analyse af Forsvarsministeriets etablissementer, hvor efterslæbet nu er opgjort til 26,9 milliarder kroner. Deraf kan omkring 16 milliarder kroner henføres til Forsvarsministeriets bygninger.

28/9 2025