Glistrup fik alt for meget retBeskæftigelsesvækst 2. kvartal 2019 til 4. kvartal 2024

Glistrup fik alt for meget ret

Glistrup advarede mod flere end 500.000 offentligt ansatte. Dengang var der færre end 390.000 offentligt ansatte. I dag er tallet langt over 800.000.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Mange forbinder advarsler om en uhæmmet vækst i den offentlige sektors bureaukrati med Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet.

Men allerede i midten af 1950-erne fremsatte en britisk professor en række ”Parkinsons Love” om blandt andet udviklingen af ansatte i den offentlige sektor.

Ifølge ”Parkinsons 1. Lov” bliver antallet af ansatte ikke færre – selv om arbejdsmængden bliver mindre.

Tværtimod stræber embedsmænd efter at få flere og flere ansatte, og de kan så skabe arbejde for hinanden.

Eller beskrevet på en anden måde, så vil enhver arbejdsopgave udvide sig, indtil den udfylder al den tid, der er til rådighed for udførelsen af opgaven.

390.000 offentligt ansatte i 1970
Da Glistrup advarede mod en stadig voksende offentlig sektor, der ville blive flere end 500.000 ansatte, blev han udskammet for at være fuldstændig urealistisk. Dengang var der færre end 390.000 offentligt ansatte.

I dag er tallet langt over 800.000 offentligt ansatte, og en ny analyse fra SMVdanmark viser, at antallet af akademikere i den offentlige administration er steget markant det seneste årti – på trods af politiske løfter om det modsatte.

Djøf-festen fortsætter ufortrødent
Hver tredje ansatte i offentlig administration har nu en lang videregående uddannelse:

- Det er en bunden opgave at få vendt udviklingen. Antallet af akademikere i den offentlige administration er steget med hele 66 procent siden 2013. Det sker på trods af årtiers politiske løfter om at reducere bureaukratiet, lyder budskabet fra SMVdanmark.

Ifølge analysen er antallet af ansatte med en lang videregående uddannelse i den offentlige administration vokset fra 31.500 i 2013 til 52.400 i 2023.

Hver tredje offentligt ansatte i administrationen har nu en lang videregående uddannelse.

Brudte løfter
Skiftende regeringer har talt om afbureaukratisering i årevis, men det modsatte sker:

- Djøf-festen bare fortsætter ufortrødent. Det her koster milliarder af kroner bare i lønudgifter.

- For det andet er de kolde hænder en del af et voksende bureaukrati, som vores virksomheder lider under.

- Og for det tredje så viser udviklingen, at det offentlige opsuger en stigende del af arbejdsstyrken i en tid, hvor mangel på arbejdskraft er et stort problem i den private sektor, siger Jesper Beinov, der er direktør i SMVdanmark.

Stigning på 19 procent
Og der er opbakning fra Dansk Erhverv, der har lavet en analyse af den generelle vækst i antallet af administrativt personale i det offentlige.

Antallet af offentligt ansatte, der beskæftiger sig fuld tid med administration, rundede 101.000 i fjerde kvartal i 2024. Det sker efter en uafbrudt stigning gennem de seneste 32 kvartaler siden 2016, når man måler på antallet af administrative ansatte i det offentlige.

- Det er en ny kedelig rekord, jeg helst havde været foruden. Tænk sig engang, at man kan registrere en uafbrudt stigning i hvert kvartal siden 2016.

- Det sker vel at mærke i en tid, hvor både de private virksomheder og andre dele af den offentlige sektor sukker efter arbejdskraft. Det giver ingen mening, siger Dansk Erhvervs administrerende direktør Brian Mikkelsen.

40 procent nye er bureaukrater
Antallet af fuldtidsbeskæftigede med administration i det offentlige er ifølge Dansk Erhvervs analyse vokset med i gennemsnit 690 flere fuldtidsansatte hvert kvartal siden 2016.

I hele den offentlige sektor er der hvert kvartal gennemsnitligt blevet ansat 1.680 fuldtidsansatte i samme periode. Så hver gang, der er blevet ansat ti nye kolleger i den offentlige sektor, har fire af dem været administrative kolleger.

Siden midten af 2019 er antallet af administrative medarbejdere i det offentlige vokset med 19 pct. Det er præcis det dobbelte af den samlede beskæftigelsesvækst i samme periode:

Går den helt forkerte vej
- Det går den helt forkerte vej, og det er helt afgørende at få trukket udviklingen den anden vej. Det er uforklarligt, at der er over 10.000 flere offentligt ansatte, der beskæftiger sig med administration, end der var under corona, hvor det gav mening at ansætte folk til at håndtere den megen administration, siger Brian Mikkelsen.

I dag udgør andelen af administrative ansatte 13,2 procent af alle offentligt ansatte. Til sammenligning lå andelen stabilt omkring 10,5 procent frem til 2016.

Lå andelen fortsat omkring 10,5 procent, ville der være ca. 20.000 færre fuldtidsbeskæftigede i offentlig administration. Det svarer til en årlig besparelse på omkring 10 milliarder kroner.


21/4 2025