Rigspolitiets ledelse flytter til penthousekontorer
Rigspolitiet køber ejendoms for næsten 358 millioner kroner på Frederikskaj i København med udsigt over havnen. Ejendommen skal desuden om bygges for 320 millioner kroner
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Noget af Københavns dyreste byggerier findes ud til havnen i København, og nu har Folketingets Finansudvalg behandlet en ansøgning fra Rigspolitiet om at købe en ejendom i Sydhavnen til 357,6 millioner kroner.
Ejendommen beskrives af de nuværende ejere som ”en moderne ejendom med et imponerende design”:
- Med en beliggenhed ved Teglværkshavnen er Frederikskaj en af de mest stilfulde kontorbygninger i området. Ejendommen, som blev opført i 1999, har fem etager og en interessant arkitektur.
Penthousekontorer
- Den øverste etage byder på penthousekontorer, en imponerende udsigt over havneindløbet, mødelokaler og et stort auditorium. Bygningen har gode klimaforhold med avancerede ventilations- og kølesystemer.
Frederikskaj ligger i gåafstand til S-tog, og der kan parkeres i såvel terræn som i parkeringskælder…
Væsentlig placering i krisesituationer
Dennis Flydtkjær (DD) har spurgt transportminister Thomas Danielsen, om regeringen har undersøgt, om der er ”brugbare og billigere bygninger, som ligger uden for hovedstaden”, og om mionisteren ”i benægtende fald vil undersøge dette”.
Thomas Danielsen erkender, at man IKKE har undersøgt, om der skulle være billigere alternativer og oplyser, at placeringen er foretaget under hensyn til den samlede placering af Rigspolitiet:
- Det er vurderingen, at Rigspolitiet og dets øverste ledelse som den centrale styrelse for dansk politi skal placeres relativt centralt i hovedstadsområdet i nærhed til relevante departementer og øvrige myndigheder, hvilket er særligt væsentligt i tilfælde af krisesituationer, påpeger ministeren.
Ikke afsøgt alternativer
Ifølge transportministeren har det været medvirkende til valget af den centrale placering, at placeringen har været et parameter for afsøgningen af markedet for egnede grunde/ejendomme og for valget af placering på Frederikskaj:
- Der er derfor ikke afsøgt grunde/ejendomme uden for hovedstadsområdet. Der er indgået købsaftale, oplyser han.
Ejendommen er opført i 1999 og består af cirka 10.500 kvadratmeter erhvervsareal med energimærke B.
Ejendommen skal anvendes som kontorbygning samt håndtere testfaciliteter til brug for udviklingsprojekter i dansk politi.
Ejendommen kræver efter købet en ombygning og modernisering for at kunne leve op til Rigspolitiets behov og krav, herunder at øge antallet af personer, som kan være i bygningen.
Lottokupon?
Det oplyses videre i aktstykket, at ejendommen skal moderniseres og ombygges til at imødekomme Rigspolitiets behov:
- Ejendommen købes, før Rigspolitiet har afklaret projektet endeligt. Det foreløbige budgetoverslag for ombygningen, som er udarbejdet på baggrund af præprojekt, er omkring 320 millioner kroner…