Skræmmekampagne: Gasprisen stiger 100 procent på et år
Det ligner en skræmmekampagne for at få boligejerne med naturgas til at skifte til fjernvarme eller varmepumper. Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard erkender da også, at der er tale om rent gætværk omkring gasprisen i 2031-2032
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det fremgår af et svar til Dina Raabjerg (KF), at forbrugerpriserne på gas kan ændres i forhold til de kommende klimafremskrivninger, på grund af ”ændringer i de bagvedliggende forudsætninger og inputdata”.
Dina Raabjerg havde spurgt ministeren, hvad det vil betyde for forbrugerpriserne på gas, ”når Energistyrelsen fremskriver en samfundsøkonomisk stigning på over 100 procent i blandt andet analysen om ”Samfundsøkonomiske gaspriser i det danske ledningsnet”.
Hun henviser til ”De samfundsøkonomiske beregningsforudsætninger for energipriser og emissioner 2025”, hvor den samfundsøkonomiske pris på ledningsgas går fra 73,7 kroner/GJ i 2031 til 163,4 kroner/GJ i 2032?
Slutpris for forbrugeren
Ministeren skriver i sit svar blandt andet, at ”forbrugerprisen på gas afspejler den pris, som forbrugeren ender med at betale for brug af gas”:
- Forbrugerprisen på gas dækker blandt andet over selve prisen på gas, transportomkostninger til transmission og distribution samt afgifter...
Han forklarer videre, at der i ”Klimastatus og -fremskrivning 2025” (KF25) indgår fremskrivninger for forbrugerpriserne på gas, ”som blandet andet har betydning for forbrugernes valg af varmeforsyning”.
Ikke sammenlignelige
De samfundsøkonomiske gaspriser, som Dina Råbjerg henviser til, er ifølge Lars Aagaard derimod prisforudsætninger som blandt andet benyttes til udarbejdelse af projektforslag, som skal leve op til Varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsens krav til kollektive varmeforsyningsprojekter.
Med andre ord de tal, som eksempelvis fjernvarmeselskaberne kan bruge i forhold til at få forbrugerne til at tilslutte sig fjernvarmeprojekter:
- Forbrugerpriserne, som indgår i KF25, og de samfundsøkonomiske gaspriser er således ikke sammenlignelige, og bruges i for skellige sammenhænge…
- Klimastatus og -fremskrivning 2025 er baseret på forventninger til udviklingen i priser, økonomisk vækst på tidspunktet for fremskrivningen, slutter ministeren.