SMVdanmark: Valget skal handle om en større kage – ikke det største stykke

SMVdanmark: Valget skal handle om en større kage – ikke det største stykke

Debatten om temaerne for det forestående folketingsvalg har for alvor rusket op i erhvervsorganisationerne, der ikke mindst reagerer på spørgsmålet om en formueskat

Af Dan Bjerring

Christiansborg

SMVdanmark understreger, at valgkampen skal handle om, hvordan væksten kan styrkes, og dansk økonomi kan fremtidssikres.

Det er langt vigtigere end at diskutere fordeling af råderummet. SMVdanmark efterlyser derfor ikke mindst bindende mål for mindre bureaukrati og nye reformer, der styrker virksomhedernes konkurrenceevne og dansk økonomi:

Bøvl, bureaukrati og byrder

 - Valget skal handle om, hvordan vi gør kagen større. Ikke bare om hvem der skal have det største stykke, siger SMVdanmarks administrerende direktør, Jakob Brandt.

- Bøvl, bureaukrati og byrder er den største bremse for vækst blandt Danmarks 300.000 SMV’er. Papirarbejde sluger tusindvis af timer og suger virkelysten ud af vores virksomheder. Bindende mål om mindre bureaukrati, hvor politikerne forpligter sig til reelt at lette byrderne, er simpelthen en nødvendighed for en ny regering, siger han.

Forbedringer er ikke kommet af sig selv

Han understreger, at de seneste års forbedringer i de offentlige finanser ikke er kommet af sig selv:

- De mange opskrivninger af råderummet er ikke er kommet af sig selv. De er et resultat af fremsynede reformer fra vores politikere og en imponerende indsats fra vores virksomheder. Vi har virkelig brug for, at politikerne i valgkampen kommer tilbage i det visionære reformspor og fremlægger bud på, hvordan vi fremtidssikrer dansk økonomi, effektiviserer den offentlige sektor og styrker rammebetingelserne for vores virksomheder, slutter Jakob Brandt.


1/3 2026