Man får, hvad man betaler for med de billige solcelleløsningerSolceller har en ydelsesgaranti på 25 år. Det betyder typisk, at de skal yde mindst 90 % af startværdien de første 10 år og mindst 80 % i de efterfølgende 15 år op til i alt 25 år.

Man får, hvad man betaler for med de billige solcelleløsninger

Kategorichef i Lemvigh-Müller, Jesper Lund Andersen, hilser et boom i salget af solceller velkomment. Han advarer dog mod nemme og billige løsninger, når solcellerne skal monteres

Af Daniel Christensen

Tidligere på året investerede Lemvigh-Müller i et 4500 m2 stort lager kun til solceller og varmepumper. Det var et resultat af en uventet stor efterspørgsel på grønne energiløsninger som konsekvens af de stigende energipriser.

Traditionelt er solceller primært blevet solgt til el-installatører, men på det seneste har især tømrere, der laver tagarbejde, meldt sig på banen.

Jesper Lund Andersen er kategorichef hos Lemvigh-Müller bl.a. med ansvar for solceller. Han er uddannet el-installatør, og ved seneste solcelle-boom i begyndelsen af seneste årti oplevede han på tæt hold, hvordan det nogle gange gik lidt for stærkt, når solcellerne skulle monteres på taget.

- Der var mange dårlige installationer, hvor det ikke var de rigtige fagfolk, der gik på tagene og installerede solcellerne. Jeg har set en masse tilfælde af K3'er (kritisk skade, red.), fordi der eksempelvis blev boret ansatsskruer ned i tegltage. Det havde jo den konsekvens, at der var en del ærgerlige reklamationssager, siger han.

- Det lader dog til, at folk i branchen har meget bedre hånd på ansatsskruerne og teglbeslaget denne gang. Der er kommet styr på de der ting, der gik galt sidst, fortsætter han.

Solcellen skal fikseres i tagkonstruktionen
Jesper Lund Andersen er dog ikke ubekymret for udviklingen i det aktuelle solcelleboom. Og som sidst er problemet, at det i monteringsfasen kan gå lidt for stærkt, og at solcellerne ikke bliver monteret ordentligt – især på paptage.

- Vi ser, at der på markedet er kommet nogle løsninger, som er hurtige og billige, og som, jeg godt kan frygte, ikke vil holde i længden. For med nogle af de billigere løsninger svejser man groft sagt paptaget hen over noget metal. Så den eneste måde, selve solcellekonstruktionen er sat fast på, er ved, at man har svejset et stykke pap henover det og så limet det til det eksisterende paptag, siger han.

Ifølge Jesper Lund Andersen er man nødt til at få solcellen fikseret ned i tagkonstruktionen. Så når vind og vejr hiver i solcellerne, så er det tagspæret og ikke tagpappet, der skal stå imod.

- Har man et skråtstillet paptag med en hældning over 11 grader eller et fladt paptag, hvor isoleringen er lige under tagpappen, så bør man fiksere konstruktionen ned i taget. Det kan være ved at få det skruet ned i et spær eller få sådan nogle kipankre, der går ned og får fat på bagsiden af konstruktionen. En solcelle er ca. 2 m2, og dem kan man have flere hundrede af på taget. Og når det blæser kraftigt, bliver der hevet og flået i konstruktionen. Derfor er det vigtigt, at man borer ned gennem pagtaget og så svejser nyt pap hen over konstruktionen. Så man får fat nede i selve tagkonstruktionen, og man får lukket igen, så der er vandtæt. Det er den løsning, vi går med, og som, synes vi, er sikrest, siger han.

Forringer husets værdi
En solcelle har en ydelsesgaranti på 25 år. Med andre ord skal solcellen både kunne blive siddende og levere strøm i mange år. Jesper Lund Andersen frygter, at såkaldte akkordryttere benytter sig af den hurtigere og nemmere metode og svejser ovenpå tagpappet, så de kan få ekspederet en masse kunder i en fart.

- Hvis man spoler fem år frem i tiden, kan jeg godt være nervøs for, at det er den type reklamationssager, der vil være mange af, siger han og tilføjer, at han heller ikke ser det som en klog beslutning for en boligejer, der kan spare nogle procenter på den billigere løsning.

- Jeg synes jo, at bygningsejeren tager en chance og risikerer at forringe værdien af sin bolig med rigtig mange penge, fordi det kan vise sig at være en skidt løsning. Det er langt mere værdifuldt at lave den rigtigt fra starten, så bygningen beholder sin værdi, siger han.

Jesper Lund Andersen understreger, at han som uddannet el-installatør ikke selv er fagmand, men når han taler med dem, der skal montere solcellerne, deler de hans bekymring for, at danske somre med høje temperaturer og masser af vind i værste fald kan flå solcellerne af tagene.

- Montagesystemerne er lavet af aluminium, og det vil udvide sig og trække sig sammen. Og varmen vil rykke i det oprindelige tagpap. Jeg har svært ved at forestille mig, at taget kan holde i 25 år med solceller på under de forudsætninger, som det danske klima nu engang giver, siger han.

Skulle Jesper Lund Andersens vurdering vise sig at være forkert, udelukker han dog ikke, at han og Lemvigh-Müller alligevel vil benytte sig af den nemmere løsning.

- Hvis bygningskonstruktørerne siger, at man sagtens kan benytte sig af den billigere og nemmere metode, og at vores analyse er forkert, vil vi selvfølgelig genoverveje, om vi skal følge trop og gøre som de andre. Vi lytter selvfølgelig til fagkundskaben. Men vi vil gerne være på den sikre side her. Og det vil vi for at fastholde vores troværdighed. Lemvigh-Müller har været her i mere end 175 år. Ordentlighed er vigtigt for os. Så nu og her kommer vi til at gøre det på den sikreste måde.

4/10 2023
  • - Fugt skal ikke først håndteres, når skaden er sket

    - Fugt skal ikke først håndteres, når skaden er sket

    tag-tagsten ›Mange skader på varme tage opstår, før tagene bliver taget i brug. Isoleringen kan blive våd under byggeriet, mens materialer, installationer og færdsel kan belaste taget. Problemerne bliver ofte først synlige flere år senere
  • Ny teglserie er brændt udelukkende med brug af biogas

    Ny teglserie er brændt udelukkende med brug af biogas

    tag-tagsten ›Produktnyhed: Med en ny serie danskproducerede skærmtegl vil Komproment imødekomme byggebranchens stigende krav til materialer og dokumentation. Det er første gang, at Komproment lancerer en beklædningstegl produceret på et dansk teglværk
  • Albertslund har fået en multihal med store, grønne ambitioner

    Albertslund har fået en multihal med store, grønne ambitioner

    facader ›Både vinduer, facader, tag og indeklima er tænkt i en grøn retning i hallen, som er opført for Next Vestskoven Gymnasium. Byggeriet omfatter udover hallen, en sidebygning i to etager med foyer, omklædning, depotrum, teorilokaler og opvarmningslokaler
  • E-avis: Rekruttering, sikkerhed og studiestart i fokus i Mester & Svend 4

    E-avis: Rekruttering, sikkerhed og studiestart i fokus i Mester & Svend 4

    trae ›I første Mester & Svend på denne side af sommerferien er der stort tillæg om arbejdstøj og -sko. Læs også en tømrermesters lidt alternative bud på, hvordan en rekrutteringsproces kan skrues sammen
  • Skyggetag med solceller kan slå mange fluer med et smæk

    Skyggetag med solceller kan slå mange fluer med et smæk

    tag-tagsten ›Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg har modtaget en henvendelse fra en borger i Aarhus, der peger på, at ”skyggetag” kan løse en del af problemerne med at skabe basis for flere solceller på tagflader
  • Uklare retningslinjer giver sjuskede solcellemonteringer

    Uklare retningslinjer giver sjuskede solcellemonteringer

    tag-tagsten ›Solceller er i hastig vækst som energiløsning, og mange eksisterende tage bringes i spil. Det er en effektiv måde at udnytte bygningsarealer på, men udviklingen stiller større krav til dokumentation, projektering og udførelse, end det ofte ses i praksis
  • Tossede barrierer for solceller fjernes

    Tossede barrierer for solceller fjernes

    politik ›Folketinget har vedtaget en ny lovgivning, der fjerner væsentlige forhindringer for kommuner og regioner, der vil etablere solceller på offentlige bygninger.
  • En moderne fortolkning af det klassiske københavnertag

    En moderne fortolkning af det klassiske københavnertag

    tag-tagsten ›Midt i København – få skridt fra Kongens Nytorv, Det Kongelige Teater og havnefronten – er Skou Gruppen i gang med et nyt tagboligprojekt i en markant ejendom på Tordenskjoldsgade 19