2020 gav dundrende millionunderskud - men så skiftede Taasinge Elementer kursPå administrerende direktør Martin Tholstrups agenda for 2022 er fortsatte investeringer i blandt andet automatisering af maskinparken, energiforbedringer og kompetenceudvikling.

2020 gav dundrende millionunderskud - men så skiftede Taasinge Elementer kurs

I det forgangne år leverede Taasinge Elementer et overskud på 3,1 mio. kr. Året forinden bød på et underskud på 5,5 mio. kr., og forklaringen skal findes i en massiv industrialisering af virksomheden og hele sortimentet af træbaserede løsninger

Et målrettet fokus på industrialisering af hele organisationen er i fuld gang med at ændre Taasinge Elementers rolle i byggeprocessen. Det sætter også et positivt aftryk på tallene i nyt 2021-regnskab, hvor driftsresultatet er forbedret med næsten 10 mio. kr.

- Hvor vi tidligere var en traditionel leverandør af bygningselementer til tag eller facade, så er vi nu i højere grad en industriel samarbejdspartner, der hjælper kunderne med at vælge de rigtige løsninger til deres byggerier. Vi inddrages tidligere i byggeprocessen og leverer løsninger med en stadigt højere færdighedsgrad.

Sådan lyder administrerende direktør Martin Tholstrups beskrivelse af den udvikling, som Taasinge Elementer gennemgår i disse år. Det er en omfattende, strategisk proces, der medfører en massiv industrialisering af virksomheden og hele sortimentet af træbaserede løsninger til byggeriet.

Rammeaftaler med udviklere giver mere bæredygtigt byggeri
Arbejdet startede i 2018 og begynder nu at vise resultater både internt, i relationen til kunderne – og i regnskabstallene. Således har Taasinge Elementer i 2021 forbedret sit driftsresultat med tæt på 10 mio. kr. Det nyligt offentliggjorte årsregnskab viser et overskud før skat på 3,1 mio. kr. mod et underskud på 5,5 mio. kr. året før.

- Fremgangen er blandt andet et resultat af, at markedet i stigende grad efterspørger bæredygtige byggerier. Vi tilbyder løsninger, som både nedbringer CO2-aftrykket og samtidig mindsker kundernes omkostninger og tidsforbrug ved at flytte arbejdstimer fra byggepladserne og ind i produktionshallen. Vi indgår flere og flere rammeaftaler med udviklere, der ønsker vores hjælp til at udvikle bæredygtige byggekoncepter, siger Martin Tholstrup.

Som eksempler fremhæver han et tæt samarbejde med Thybo Ejendomsudvikling om præfabrikerede løsninger til boligprojekter over hele landet samt JCN Bolig, der har Taasinge Elementer med i markante projekter som Lalandia Søndervig Feriepark og boligbyggeriet Made in Aarhus i Lisbjerg.

Målet er CO2-neutrale produkter
Internt på fabrikkerne er grøn omstilling et nøgleord. Foruden at sikre en certificeret, bæredygtig leverandørkæde har Taasinge Elementer haft fokus på at gøre sig fri af fossile brændsler ved blandt andet at bruge savsmuld, spåner og affaldstræ til at varme hallerne op. I 2022 bliver der installeret solcelleanlæg, som vil dække omkring 60% af strømforbruget til lys og produktionsudstyr. Dermed kommer Taasinge Elementer et stort skridt nærmere målet om at kunne tilbyde CO2-neutrale produkter.

- Det ligger os meget på sinde at bidrage til den grønne omstilling og være med til at gøre en forskel for kommende generationer. Byggeriet står for mere end 30% af den samlede CO2-udledning i Danmark, og vi ønsker med vores strategi at gøre det endnu mere attraktivt for bygherrer, udviklere og entreprenører at vælge træbaserede konstruktioner. Det gør vi blandt andet ved at have fokus på, hvordan vi kan bidrage til et bedre flow i byggeprocessen, så vores kunder kan levere deres byggerier hurtigere og med lavere omkostninger, siger Martin Tholstrup.

På agendaen for 2022 er fortsatte investeringer i overensstemmelse med strategien, herunder automatisering af maskinparken, energiforbedringer og kompetenceudvikling. Det forventes, at disse initiativer vil bidrage til fortsat vækst og udvikling.

-dc

17/5 2022