Bygma Yellow Week
Bygma YELLOW WEEK
Debat: Alt peger i retningen af træ som løsningen på vores tids største udfordringThomas Raunsbæk har været koncerndirektør i Nordic Wood Industries i lidt over et år.

Debat: Alt peger i retningen af træ som løsningen på vores tids største udfordring

Udviklingen inden for brugen af træ i byggeriet kan og skal accelerere, hvis den skal gå forrest i byggeriet og ikke ende som den branche, der sov i timen og lod klimaet i stikken, mener koncerndirektør, Thomas Raunsbæk Nordic Wood Industries

Vores nabolande mod nord bliver ofte fremhævet for at have en lang og stolt tradition for at opføre huse og andre bygninger i træ. Og det ry kan og skal Danmark også have. Vi skal blot stoppe med at se træ og træbyggeri som noget nyt og uprøvet.

Traditionen med at bygge i træ er måske nok mest synlig i de svenske skove og på de norske fjelde, hvor bjælkehytterne står side om side, men træbyggeri er faktisk ikke lige dumpet ned i vores egen pæredanske baghave her i løbet af de seneste år.

Selvom det er en anelse sværere at få øje på, har vi danskere nemlig også mange års erfaring med at bygge med træ – hvis man altså ser forbi murstenene og kigger bygningerne efter i sømmene. Her finder man både spær, bjælker, vægrammer, dækmoduler, limtræ og gulve i træ. Og inden for de senere år også mere moderne træløsninger som isolering med træfibre og papiruld. Der er således ikke tale om nye, uprøvede løsninger, men derimod gode, solide træløsninger med mange årringe.

Dyrebar dansk viden og stærkt samarbejde
I Danmark har vi altså en rig, men overset, tradition for at bygge indvendige konstruktioner i træ. Overset fordi vi, når vi snakker om træbyggeri i fagmiljøer og medierne, stort set altid fokuserer på billeder af prestigeprojekter med smukke træfacader. Misforstå mig ikke, der er intet i vejen med smukke træfacader – vi skal have mange flere træfacader i fremtiden – men de mange billeder har desværre den slagside, at de ofte stjæler fokus fra de bagvedliggende trækonstruktioner.

Det er en skam, for vi har rigtig meget at vinde ved at lære af vores egne erfaringer med indvendigt træbyggeri. Vi skal bygge videre på den danske tradition i stedet for at tro, at vi altid er nødt til at opfinde alting fra bunden eller hente viden fra udlandet. Vi har et solidt træbygningsfundament. Vi skal bare turde kigge bag facaden og nå ind til byggeriets kerne.

Her gemmer sig nemlig en skattekiste af dyrebar viden. Viden, som vi har brug for, når vi skal bygge bæredygtigt. For vi skal i højere grad basere den grønne omstilling af byggeriet på viden og fakta fremfor følelser – hvis vi reelt skal tage klimaudfordringen op. Her er jeg personligt særligt positiv over for de nye krav til LCA i bygningsreglementet og tiltag som EPD-miljøvaredeklarationer, der lever op til den europæiske standard, fornuftige vidensbaserede skridt på vejen.

Og føjer man producenternes og leverandørernes viden til den mere tekniske data, kommer vi endnu længere. Flere skridt i den rigtige retning, men vi kan gøre det endnu bedre og blive endnu mere ambitiøse på byggeriets vegne.

Det kræver blot, at alle aktører arbejder sammen og udveksler viden. At producenterne lærer af ingeniørerne – og omvendt, at ingeniørerne lærer af producenterne. Og ikke mindst, at virksomhederne lærer af hinanden og samarbejder. For eksempel ved at slå sig sammen i foreninger, klynger og koncerner, der ikke spiller med lukkede kort og holder deres værdifulde viden om træ tæt til kroppen, men deler ud til glæde for resten af byggebranchen, samfundet og i sidste ende vores globale klima.

Træbyggeri er en fornyelig ressource
Vi kan og skal blive bedre til at bruge træ i byggeriet og til at sparre med hinanden. Der er et hav af grunde til at konvertere rigtig meget byggeri til træ og træbaserede produkter:

Mindre CO2-udledning, høj kvalitet, stærk holdbarhed, hurtigere byggehastighed og et særdeles godt indeklima – for blot at nævne et par stykker. Alt peger i retningen af træ som løsningen på vores tids største udfordring. Den altoverskyggende klimakrise.

Vi udnytter ikke vores ressourcer i tilstrækkelig grad, hvis vi udelukkende fokuserer på de udvendige beklædninger og hurtige, lettilgængelige budskaber om træs bæredygtige egenskaber. Vi skal ind bag beklædningen og dykke ned i alle de nørdede indvendige detaljer. Vi skal have flere closeups af træspærene oppe i tagkonstruktionen, limtræsbjælkerne i loftet og papirulden inde bag væggens træskelet. Så både den private forbruger, de offentlige bygherrer og politikerne bliver bevidste om, at træ kan meget mere end at være en smuk facade eller et quickfix.

Som jeg sagde i starten, er træbyggeri ikke nyt – men det fornyer sig hele tiden. Fra flere hundrede år gamle spær og bjælker i de gamle bondehuse til den nyeste teknologi inden for isolering med træfibre og papir i fremtidens højhuse. Ligesom træ er en fornyelig ressource, der hele tiden vokser og får nye grene og kviste, gør byggeri med træ det samme. Men for at det skal være bæredygtigt, bør det bygges på en solid stamme af viden og erfaring – ydre såvel som indre.

Thomas Raunsbæk
Koncerndirektør Nordic Wood Industries
Palsgårdvej 5
7362 Hampen

1/9 2022
  • Davidsen dropper tømmerhandel

    Davidsen dropper tømmerhandel

    trae ›Davidsens Tømmerhandel skifter navn til Davidsen. Det meste af forretningen forbliver uændret, men udover navneskiftet redigeres der også en lille smule i logoet
  • Stark åbner kæmpe trælasthandel i Næstved - i træ

    Stark åbner kæmpe trælasthandel i Næstved - i træ

    trae ›Stark styrker sin tilstedeværelse i Sydsjælland og åbner en helt ny 10.500 kvadratmeter stor forretning i Næstved med over 50.000 varenumre, distributionscenter og maskinudlejning
  • Næsten 200.000 beskæftigede i bygge- anlægsbranchen

    Næsten 200.000 beskæftigede i bygge- anlægsbranchen

    byggeri ›Der blev i november skabt 2.700 nye job, og 2.900 nye arbejdspladser i den private sektor
  • Tyverier fra varebiler registreres som lastbiler

    Tyverier fra varebiler registreres som lastbiler

    biler-til-byggebranchen ›Det kræver en manuel gennemgang af alle anmeldelser om tyverier fra lastbiler/varebiler for at opgøre antallet af anmeldelser, der alene vedrører tyveri fra varebiler
  • - Træ er perfekt uperfekt

    - Træ er perfekt uperfekt

    trae ›Træ har for alvor vundet indpas i byggeriet ved renoveringer og bevaring, men også i opførelsen af nye huse og større ejendomme. Interessen for særligt træ til facadebeklædning mærker man hos den nordjyske træleverandør Keflico
  • Stor køkkenerfaring skal gavne Bygma Støvring

    Stor køkkenerfaring skal gavne Bygma Støvring

    trae ›På årets første dag har Bygma Støvring fået ny direktør i Thomas Kargaard, der har en baggrund som tømrer og er opvokset i en tømrerfamilie. Han kommer fra en lang karriere i køkkenbranchen og har været medindehaver af fire butikker i Svanekæden
  • Selvborende dorn til bærende trækonstruktioner halverer arbejdet

    Selvborende dorn til bærende trækonstruktioner halverer arbejdet

    trae ›Dornen er designet med en borespids, der reducerer revner og gør det muligt at skrue direkte gennem både træ og aluminiumsbeslag. På den måde eliminerer dornen behovet for forboring, hvilket gør montagen nemmere, hurtigere og mere ergonomisk
  • Præfabrikerede træelementer her, der og alle vegne

    Præfabrikerede træelementer her, der og alle vegne

    tag-tagsten ›Det nye Kirkebjerg Søpark i Brøndbyvester tæt ved Glostrup Station er en milepæl i ejendoms- og udviklingsselskabet AKF's fremtidsvision for mere klimavenlige boligkoncepter