Marmormolen tager form
AP Ejendomme har fuld gang i opførelsen af selskabets kommende kontorejendom, Marmormolen, der opføres med massivt træ i de bærende konstruktioner på netop Marmormolen i Københavns Nordhavn.
I Københavns Nordhavn er der netop nu fuld gang i opførelsen af AP Ejendommes kommende flerbruger-kontorejendom, Marmormolen, der primært bliver opført i massivt træ. Som en af byggeriets første store milepæle har totalentreprenøren Pihlkonsortiet netop støbt den sidste bundplade på den 8800 m2 store grund.
Med den sidste bundplade på plads vil de første træelementer inden længe begynde at komme til syne, og kontorejendommen kommer til at rumme 28.000 m2 fordelt på otte etager. Dermed bliver ejendommen et af landets største træbyggerier.
Adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, er særdeles tilfreds med, at bundpladestøbningerne nu er afsluttet, så det spektakulære træbyggeri kan begynde at vokse i højden.
- Det er en stor milepæl, vi nu har sat for Marmormolen med den sidste bundpladestøbning. Dermed vil vi i juli kunne begynde at se de første trækonstruktioner vokse i højden. Det er yderst sjældent, at vi i Danmark ser træbyggerier af den størrelse og højde, som Marmormolen kommer til at rumme.
- Det gør Marmormolen til et ganske særligt byggeri, som i arkitektur og udformning skiller sig ud. Derfor er det enormt vigtigt for os, at vi med dette projekt har en totalentreprenør, der har den rigtige bemanding og nødvendige ekspertise at trække på, og det har Pihlkonsortiet, som til fulde lever op til de forventninger, vi fra starten har haft til dem, siger Peter Olsson.
CO2-reduktion på 4000 ton
Ved at bruge træ i stedet for traditionelle betonelementer forventes det, at man kan reducere cirka 4000 ton CO2 i direkte udledning, samtidig med at træet binder en mængde CO2, der først udledes, når og hvis ejendommen nedtages engang om 60-100 år.
- Vi er særdeles bevidste om, at byggebranchen er blandt de største udledere af CO2. Derfor er vi også meget tilfredse med, at vi med Marmormolen kan være med til i kæmpe skala at introducere nye byggemetoder for, hvordan vi herhjemme kan reducere CO2-udledninger, når vi opfører nye ejendomme.
- Forhåbentligt kan Marmormolen være med til at bane vejen for, at der også i fremtiden kan opføres mange flere store træbygninger i Danmark. For vi bliver nødt til at kigge på, hvilke materialer vi tager i brug, når vi sætter gang i nye byggerier, hvis vi skal understøtte Paris-aftalens målsætningen om at holde klodens temperaturstigninger på maksimalt 1,5 grader i 2050, fortæller Peter Olsson, der samtidig oplyser, at der klart stiles efter, at Marmormolen, der bliver 36 meter højt, skal certificeres med DGNB Platin.
Totalentreprenøren, Pihlkonsortiet, udtrykker stor tilfredshed med, at bundpladestøbningen nu er endeligt afsluttet.
- Det er yderst sjældent, at der er mulighed for at blive en del af et så stort og markant træprojekt som det, vi nu opfører her. Derfor er det også et ganske særligt projekt at være en del af. Vi har et godt samarbejde med AP Ejendomme og ser meget frem til fortsættelsen heraf.
- Vi føler os ligeledes overbeviste om, at dette særlige projekt vil spille positivt ind i hele området omkring Københavns Nordhavn og Østerbro, siger adm. direktør for Pihl & Søn, Martin Palmquist.
-dc