Nyt børnehus i Kolding er fire år foran CO2-kurven
Concept Living har netop afleveret en 600 kvadratmeter stor udvidelse af Børnehuset Ådalen, afdeling Valhalla, i byen Viuf i Kolding Kommune. Byggeriet lever op til de forventede nationale grænseværdier i 2029
Børnehuset Ådalen - afdeling Valhalla kan i løbet af efteråret indvie en ny tilbygning i præfabrikerede moduler, som rummer tre vuggestuegrupper, en administrationsafdeling og fællesarealer.
Facaden er udført i varmebehandlet træ, som både reducerer CO2-aftrykket og harmonerer med arkitekturen på den eksisterende bygning.
Concept Living har under projekteringen haft fokus på at mindske klimaaftrykket, og derfor er tilbygningen - udover at være opført med træbaserede moduler - blandt andet monteret på skruefundamenter i stedet for et betonfundament.
Det har bidraget til en LCA-beregning på 6,4 kg CO2 ækv./m2/år.
- Samarbejdet med bygherrerådgiver og skitserende arkitekt Mejeriet samt Kolding Kommune har været præget af en fælles ambition om at skabe en tilbygning, der er indpasset i de eksisterende omgivelser og viser, hvordan nybyggeri og et lavt klimaaftryk kan gå hånd i hånd, siger Nikolaj M. Grønbæch, tegnestueleder i Concept Living.
Han fremhæver, at det færdige byggeri lever op til de nuværende miljøkrav og de forventede kommende standarder, som træder i kraft i 2029.
- Vi har arbejdet målrettet med at finde løsninger, som reducerer materialeforbruget uden at gå på kompromis med funktionalitet eller kvalitet.
- Udover at tilvælge et skruefundament har vi i tegnestuen også arbejdet med at reducere antallet af boksskillevægge i byggeriet, som er en af de faktorer, der har størst indvirkning på CO2-aftrykket af modulerne.
- Det er en stor tilfredsstillelse at kunne aflevere et byggeri, der allerede nu lever op til de forventede fremtidige CO2-grænseværdier i 2029, og det viser, at vi som modulproducent kan bidrage aktivt til den grønne omstilling i byggeriet, siger Nikolaj M. Grønbæch.
LCA-beregningen er udarbejdet ud fra de daværende emissionsfaktorer, som var gældende, da byggetilladelsen blev givet. Siden da er nye faktorer trådt i kraft, der giver et lavere CO2-aftryk for el og varmeforbrug.
På trods af at den endelige LCA-beregning på 6,4 kg for tilbygningen til Børnehuset Ådalen lever op til de forventede grænseværdier i 2029, ærgrer det Concept Living, at teknikaliteterne betyder, at byggeriet ikke må benytte de seneste emissionsfaktorer, som havde givet en LCA-beregning på 4,3 kg CO2-ækv./m2/år.
- Den endelige LCA-beregning er meget stærk, og den viser, at vi med de rette materialer og metoder kan levere byggeri, der allerede nu lever op til fremtidens klimakrav.
- Det er ærgerligt, at vi ikke har mulighed for at benytte de seneste emissionsfaktorer for bygningers drift, men det rykker naturligvis ikke ved, at vi med den endelige LCA har et ambitiøst byggeri, siger Thomas K. Pedersen, certificeret bæredygtighedsrådgiver i Concept Living.
Han suppleres af Bo Rattenborg Jørgensen, partner i tegnestuen Mejeriet:
- Børnehuset Ådalen har den laveste LCA-beregning, vi har været med til at realisere i et projekt. Vi har tidligere arbejdet med lignende træbyggerier, men her har den lange og smalle grund stillet særlige arkitektoniske krav, som vi har løst ved at lade tilbygningen følge den eksisterende bygnings forskydninger.
- Det har skabt et harmonisk udtryk og spændende rumligheder, hvor store udhæng binder inde- og uderum sammen.
- Selvom den nye bygning er opført i træ og den eksisterende i tegl, opstår der en tydelig dialog mellem de to. Projektet viser med al tydelighed, at god arkitektur og fokus på klimaet sagtens kan gå hånd i hånd, siger han.
-dc