På Vestegnen skal der bygges og renoveres boliger for milliarder

På Vestegnen skal der bygges og renoveres boliger for milliarder

Boligområdet Taastrupgaard skal transformeres til mindre bykvarterer med fællesskab, kulturliv og moderne, attraktive boligtyper. Taasinge Elementer leverer over 10.000 kvadratmeter præfabrikerede facadeelementer i træ til projektets 1. etape

Der er en stor transformation i gang i Tåstrup på den københavnske vestegn. Frem mod 2030 omdanner KAB boligområdet Taastrupgaard fra storskala boligblokke til tre mindre bykvarterer med hver sin identitet.

De oprindelige 917 almene familieboliger i Taastrupgaard reduceres til 574 boliger, mens nybyggeri vil tilføre området over 500 nye private boliger.

En vigtig del af helhedsplanen er en gennemgribende energirenovering af otte boligblokke med almene familieboliger, som løftes fra energiklasse D til energiklasse A+ (BK 2010) ved at udskifte de gamle betonfacader med præfabrikerede facadeløsninger i træ.

NCC er totalentreprenør på de 184 boliger i 1. etape og har valgt Taasinge Elementer som leverandør af facadeelementer.

Med over 10.000 m2 facader er det Taasinge Elementers største renoveringsordre til dato og ifølge projektleder Niclas Vemmelund et projekt, hvor fordelene ved præfabrikeret byggeri – den høje færdighedsgrad og de mange gentagelser i både produktion og montage – kommer til sin ret.

- Boligblokkene i Taastrupgaard er stort set identiske og derfor et projekt med ret få variationer i facadeelementerne. Det sikrer et godt flow i vores produktion og gør arbejdet nemmere på byggepladsen.

- Vi leverer elementerne opgang for opgang og har sammen med NCC lavet en montageplan, som vi pakker efter. Når elementerne er pakket i den rækkefølge, de skal bruges, sikrer vi, at folkene på pladsen altid har det rigtige element ved hånden, forklarer Niclas Vemmelund.

Ny 'overfrakke' i træ fjerner kuldebroer
Kuldebroer er en velkendt udfordring i bygningsmassen fra 1960'erne og 70'erne, og i Taastrupgaard havde man forud for renoveringen registreret et meget højt varmeforbrug i boligerne.

En del af forklaringen er, at boligerne er konstrueret på en måde, hvor en ren betonplade uden isolering er ført direkte fra altanen og ind under stuegulvet – med et stort varmetab til følge.

Løsningen blev at fjerne de gamle facader og hægte nye træbaserede elementer uden på de eksisterende betonsøjler og -dæk.

- Det har drejet sig om at finde en byggemetode, som både er økonomisk rationel og tilpas fleksibel til at optage de tolerancer, der er et vilkår i et gammelt betonbyggeri.

- Ved at give bygningen en ny 'overfrakke' kan vi varme hele bygningskernen op og derved undgå kuldebroer, skimmel og træk.

- Og når vi bruger etagestore elementer i et let og organisk materiale som træ, kan vi samtidig reducere klimaaftrykket i projektet, siger Christian Thorup, der er projektleder på Fremtidens Taastrupgaard hos KAB.

Beregninger fra projektets totalrådgiver, ingeniørfirmaet Wissenberg, viser, at renoveringen reducerer energiforbruget i Taastrupgaard fra over 115 kWh pr. m2 til cirka 40 kWh pr. m2 svarende til 60 %.

Konkret betyder det, at beboerne i en 94 m2 stor lejlighed kan se frem til en besparelse på cirka 5900 kr. i varmeudgift om året. Den samlede driftsbesparelse er beregnet til cirka 4,45 mio. kr. pr. år. Udledningen af drivhusgasser reduceres med 10.000 ton CO2-ækvivalenter over 50 år.

- Vores arbejdsvision har været at opgradere Taastrupgaard til en næsten emissionsfri bydel, hvor beboerne sikres sunde boliger med stabile og unikt lave forbrugsomkostninger. Løsningerne skal være økonomisk rentable, materialerne skal have et dokumenteret lavt klimaaftryk og være genanvendelige og separer-bare.

- Det er entydigt muligheden for at reducere energiforbruget, der er driveren for at vælge en let facadeløsning. Det ville være svært at få facader med så god en u-værdi, hvis ikke det er lette facader, forklarer Klavs K. Jakobsen, der er bygherrerådgiver og projektchef hos Wissenberg.

Hastighed i udførelsen har høj prioritet
Hos KAB pointerer Christian Thorup, at man ved at vælge en præfabrikeret byggemetode til facaderne, hvor en stor del af arbejdet udføres indendørs på fabrik, kommer til at opnå en væsentligt højere byggetakt.

Netop det forhold er af afgørende betydning i et projekt som Fremtidens Taastrupgaard, hvor et stort antal lejere skal genhuses sideløbende med, at det samlede antal af almene familieboliger nedbringes til 40 %.

- Vi lægger stor vægt på hastighed i udførelsen for at reducere genhusningsperioden mest muligt. Vi flytter rigtig mange mennesker ud af deres boliger og skal sikre, at de har noget tilsvarende at bo i, indtil de kan vende hjem til en nyrenoveret bolig.

- Samtidig får vi færre og færre boliger at genhuse i, fordi vi også river ned. Det er en umanerligt stor logistisk opgave, og derfor er genhusningen hele omdrejningspunktet for vores planlægning af projektet, siger Christian Thorup.

Foruden de nye, præfabrikerede facader omfatter projektet en gennemgribende renovering af gulve, vægge, lofter, køkkener og varmeanlæg. Desuden bliver der etableret ventilation med varmegenvinding.

Hvis alt går efter planen, kan de første beboere vende hjem til deres boliger i løbet af sommeren 2025. Hele etape 1 forventes afsluttet ved udgangen af 2026. KAB forventer at være klar med udbuddet af etape 2 i slutningen af 2025. Her vil etape 3 indgå som option. 

I alt kommer projektet til at koste i omegenen af 2,5 milliarder kroner.

-dc

4/3 2025
  • Har hele produktionsprocessen i egen hånd

    Har hele produktionsprocessen i egen hånd

    trae ›Frøslev Træ investerer i et tredje ThermoWood-anlæg for at imødekomme en stigende efterspørgsel på svanemærket træ. Med det nye anlæg udvider Træproducenten sin samlede produktionskapacitet på ThermoWood til 27.000 kubikmeter årligt
  • - Få fastgørelse og beslag integreret tidligt i projekteringen

    - Få fastgørelse og beslag integreret tidligt i projekteringen

    trae ›I takt med at bæredygtighed er blevet en selvfølge i byggebranchen, vinder CLT og massivtræ mere terræn. For Simpson Strong-Tie indebærer udviklingen store muligheder – men også et stort ansvar
  • Et helt særligt byggeri

    Et helt særligt byggeri

    trae ›På Møn er helt særligt byggeri ved at nå sin ende: et nyt botilbud for yngre voksne med erhvervet hjerneskade. Projektet er drevet af en familie, der selv har tæt erfaring med behovet for et specialiseret rehabiliterende hjemmemiljø
  • Nyt børnehus i Kolding er fire år foran CO2-kurven

    Nyt børnehus i Kolding er fire år foran CO2-kurven

    trae ›Concept Living har netop afleveret en 600 kvadratmeter stor udvidelse af Børnehuset Ådalen, afdeling Valhalla, i byen Viuf i Kolding Kommune. Byggeriet lever op til de forventede nationale grænseværdier i 2029
  • Danijels drøm gik i opfyldelse, og han skylder ikke krone

    Danijels drøm gik i opfyldelse, og han skylder ikke krone

    trae ›Danijel Riedel Miketic har formået at gøre sin store drøm til virkelighed; at drive sin egen virksomhed. Nu er der nye drømme, som skal opfyldes
  • Sjællandsk og københavnsk XL-Byg slår pjalterne sammen

    Sjællandsk og københavnsk XL-Byg slår pjalterne sammen

    trae ›XL-Byg Grønvold & Schou overtager XL-Byg Øbro Træ pr. 1. januar 2026. Det sker med et fælles ønske om at bevare og videreudvikle den kultur, som begge virksomheder er bygget på: faglighed, ordentlighed og stærke lokale relationer
  • 30 praktikanter gennem Frøslev Træ siden 2017

    30 praktikanter gennem Frøslev Træ siden 2017

    trae ›Et praktikforløb gennem jobtræningsinitiativet Unge på Toppen blev vendepunktet for 28-årige Kimi Jepsen fra Aabenraa. I dag arbejder hun i salgsafdelingen hos Frøslev Træ
  • Hvem skal være fyrtårn for træbyggeri?

    Hvem skal være fyrtårn for træbyggeri?

    trae ›Foreningen Træ i Byggeriet gentager succesen og åbner nu for indstilling til prisen Årets Lavemissions Træbyggeri 2025