Bygma Red Week
scroll
Skaber inspirerende miljø for håndværkere og elever Inden arbejdet med montage af CLT-elementerne kunne begynde, skulle der udgraves til og etableres en ny parkeringskælder under det nye uddannelsescenter.

Skaber inspirerende miljø for håndværkere og elever

Et 2450 kvadratmeter stort uddannelsescenter i Bispebjerg kommer blandt andet til at bestå af 600 CLT-elementer

Skou Gruppen er godt i gang med at opføre det nye Uddannelsescenter Bispebjerg i totalentreprise.

For nogle måneder siden begyndte tømrerne at sætte de første beslag til de bærende trækonstruktioner i betondækket. Om nogle ugers tid vil det sidste CLT-element være på plads.

- Jeg er oprindelig tømrer, så det er bare enormt fedt at se vores egne folk gå og arbejde med montagen af CLT. Lige nu har vi 10 tømrere beskæftiget her, og de skal placere 600 CLT-elementer, siger Emil Vitus Jensen, som er Skou Gruppens projektleder.

- Vores egne tømrere har efterhånden stor erfaring med at arbejde med CLT-elementerne, som vi også brugte i et andet større byggeri på Frederiksborg Byskole, tilføjer han.

Det 2450 m2 store Uddannelsescenter Bispebjerg bygges i et område med det fredede Bispebjerg Hospital som nærmeste nabo.

Med en beliggenhed i det historiske område har Skou Gruppen i samarbejde med BBP Arkitekter og rådgivende ingeniører Dominia både kigget mod mere bæredygtige løsninger som CLT og historisk byggeteknik for at skabe et inspirerende miljø for den fremtidige læring og forskning.

For at byggeriet hænger sammen med de historiske omgivelser, opfører man en skalmur i røde mursten uden om træskelettet.

Og de røde mursten er genbrugssten fra den nedrevne kirkemur fra Bispebjerg Kirkegård. Murværket etableres med hydraulisk kalkmørtel, så det bliver muligt, at murstenene kan genbruges endnu engang ude i fremtiden.

- Det bliver et specielt og meget flot hus med et flot mønstret murværk og mange fine detaljer, siger Emil Vitus Jensen.

Mens trækonstruktionen ude bliver skjult af et murværk, kommer træ til at gå igen i uddannelsescentrets indretning, hvor der er synlige træribber i loftet, og hvor trækonstruktionen bliver synlig på væggene.

Farverne i indretningen har farvekunstner Malene Bach sammensat, så bygningens indre får et varmt og farverigt udtryk som en kontrast til det kliniske hospitalsmiljø.

- CLT-elementerne males i lasurmaling, så træets strukturer bliver synligt inde. Desuden behandles træet med en brandhæmmende lakering efterfølgende, siger Emil Vitus Jensen.

Inden arbejdet med montage af CLT-elementerne kunne begynde, skulle der udgraves til en parkeringskælder og etableres en ny parkeringskælder under det nye uddannelsescenter.

-dc

13/9 2024