Slå fire fluer med et smæk og genindfør håndværkerfradraget
Håndværkerfradraget er både en håndsrækning til den grønne omstilling og energibesparelser i en tid med eksploderende priser og et væsentligt bidrag til bekæmpelse af sort arbejde, siger formand for Træsektionen i DI-Byggeri, Martin Skou Heidemann
Under indtryk af energikrisen og udsigten til sløjere økonomiske tider blæser der nye vinde over det politiske landskab. Halvdelen af de opstillede 14 partier ved Folketingsvalget erklærede sig positive for en genindførelse af håndværkerfradraget i den ene eller anden form. Og det glædede formanden for Træsektionen i DI Byggeri, Martin Skou Heidemann.
- For at hjælpe den helt almindelige dansker, som er fanget med et gas- eller træpillefyr, kan nødvendige energiforbedringer være et spørgsmål om overhovedet at kunne betale varmeregningen eller bevare husets værdi, siger Martin Skou Heidemann.
Han forklarer, at mens man tidligere primært havde den grønne omstilling på nethinden, er energirenoveringer i dag for mange blevet et spørgsmål om at kunne forblive i deres bolig, efter energiprisernes himmelflugt.
- Hvis vi genindfører håndværkerfradraget for energieffektivisering, opnår vi tre ting. Lavere varmeregning for danskerne, mindre CO2-udslip og mindre afhængighed af Putins gas, påpeger Martin Skou Heidemann.
Fald i realløn øger fristelse for sort arbejde
Som altid handler håndværkerfradraget også om et opgør med sort arbejde – ikke mindst i en tid, hvor et fald i reallønnen kan gøre det fristende for flere at benytte sig af sort arbejde for at spare udgifter.
- På grund af de kraftigt stigende udgifter til energi og fødevarer har de danske familier oplevet et drastisk fald i reallønnen, som ikke bliver fuldt kompenseret af udsigten til lønfremgang. Det betyder, at livremmen hos mange er spændt så meget ind, at de enten undlader eller udskyder renoveringer, som ellers ville betyde en faldende varmeregning – eller også vælger de at benytte sig af sort arbejde, hvorved hele samfundet taber på bundlinjen, forklarer Martin Skou Heidemann.
Håb for fremtiden
Martin Skou Heidemann håber, at der på Christiansborg vil være vilje til at præsentere danskerne for et nyt håndværkerfradrag.
- Under valgkampen oplevede vi naturligvis, at partierne forsøgte at overgå hinanden i hjælpeforanstaltninger og forskellige kompensationsordninger for stigende udgifter. Men her er en god løsning, som DI/ DI-Byggeri har foreslået i sit udspil ‘Energispild er spild af tid’; nemlig, at bygningspuljen konverteres til en fradragsordning i lighed med boligjobordningen. Så hvis man vil slå hele fire fluer med ét smæk; nemlig energiuafhængighed, reducerede udgifter for den enkelte, grøn omstilling samt bekæmpelse af sort arbejde, er der ingen vej uden om håndværkerfradraget, og det haster, siger Martin Skou Heidemann.
-dc