Snedkerprisen 2023: Send din ansøgning nuOldermand Mads Raaschou blev selv udlært som møbel- og maskinsnedker i 1997. Han er administrerende direktør i snedkervirksomhederne Raaschou Inventar og Raaschou Byg.

Snedkerprisen 2023: Send din ansøgning nu

Frem til udgangen af marts er det muligt at lægge billet ind på Snedkerprisen 2023. Dommerne leder efter talent, passion og ambition og vil gerne overraskes

Ansøgning til Snedkerprisen 2023 er åben. Innovation og højeste kvalitet i det danske snedkerhåndværk skal hædres for sjette gang i år med Snedkerprisen, der udløser en præmie på 150.000 kroner, som doneres af Kirsten og Freddy Johansens Fond. Ansøgningen skal sendes til Københavns Snedkerlaug inden den 31. marts 2023 – og dygtige fagfolk fra hele landet kan søge.

- Snedkerprisen er efter fem fine uddelinger fuldstændig flyvefærdig, erklærer snedkermester Mads Raaschou, oldermand i Københavns Snedkerlaug.

Det gamle laug, der blev etableret i 1554, skal snart skal uddele Snedkerprisen for sjette gang – og det glæder de sig til.

- Vores priskomité har været vidt omkring i de fem år, der er gået. Vi har præmieret træbårne totalindretninger, krøllede hjerners kunstneriske leg med træet, fine arkitektløsninger, informeret brug af moderne teknologi og en række individuelle udøvere. Vi er kommet godt rundt i det håndværk, vi repræsenterer, men vi ved, at der er masser af overraskelser, talent og ambition ude i branchen, så også i år er vi spændte på at se ansøgningerne, siger Mads Raaschou.

Intet fastlagt tema
Snedkerprisen uddeles under 3 Days of Design, hvor Københavns Snedkerlaug står bag udstillingen Carpentry Craft i Moltkes Palæ, der er en del af laugets store satsning for at sætte fokus på det værdifulde håndværk.

På Carpentry Craft kommer man hele vejen rundt om håndværket i dag: Unge talenter hyldes med visning af fine svende- og lærlingestykker, der vises best in class eksempler på det klassiske håndværk, knivskarp restaurering af klassiske møbler, vilde og outrerede kunstneriske udforskninger og inventarsnedkeri i storskala.

Sidste år modtog Søren Risvang, Alberte B. Andersen og David Svane prisen på Carpentry Craft – og uddelingen vil også i år foregå her.

Snedkere, arkitekter, ingeniører og bygherrer kan ansøge om Snedkerprisen, og de prisbelønnede projekter skal fortrinsvis ligge i Danmark og være synlige for en stor del af offentligheden.

- Vi har ikke lagt os fast på et bestemt tema for prisen i år. Vi vil se talent, passion og ambition – og vi vil gerne overraskes. Så uanset om man er en del af et stort, strømlinet projekt eller et individ, der kan og vil noget helt specielt, skal man bare komme til tasterne og sende os en kort introduktion til det, man kan. Så har man chancen for at modtage den store hæder på den udstilling, vi i forvejen tænker på som en hyldest til det gode håndværk, siger oldermand Mads Raaschou.

Kirsten og Freddy Johansens Fond

Kirsten og Freddy Johansens Fond blev stiftet 21. juni 2004, og er resultatet af et ægtepars beslutning om gennem en fond at støtte samfundsmæssige fornuftige formål. Fonden støtter blandt andet håndværksmæssige arbejder indenfor maler- og træfagene, og yder også støtte til kulturelle, uddannelsesmæssige og kunstneriske aktiviteter. Hertil kommer forskning indenfor håndværksfagene, specielt malerfaget, samt lægevidenskab indenfor det sygdomsbekæmpende område.

Tidligere vindere

Københavns Snedkerlaug har tidligere uddelt Snedkerprisen fem gange, og modtagerne har været vidt forskellige.

Noma modtog den allerførste Snedkerpris i 2018. Priskomiteen ønskede med prisen at anerkende, hvordan materiale og godt håndværk var blevet en bærende del af oplevelsen for alle besøgende i den nye restaurant på Refshaleøen i København. Det nye Noma er tegnet af Bjarke Ingels Group og indrettet af Studio David Thulstrup, og træ er det gennemgående materiale i bygninger og indretning.

Andet år i 2019 gik prisen til et par visionære udøvere af håndværket; møbelsnedkeriet Egeværk. Indehavere Mette Bentzen og Lasse Kristensen og deres team modtog den store anerkendelse for en innovativ og udforskende tilgang til de danske møbeltraditioner. Egeværk har fundet deres helt egen niche i krydsfeltet mellem håndværk og kunst, hvor de i samarbejde med førende gallerister afsætter unikaværker i træ til internationale kunstsamlere.

I 2020 var det ’monumentalarkitektur i træ’ - Kongehallen i Sagnlandet Lejre - der blev belønnet med hæderen og de 150.000 kroner. 1000 ton dansk egetræ, historisk byggekunst og bygningens evne til at historieformidle blæste priskomiteen bagover; Kongehallen var det indlysende valg i 2020.

I 2021 honorerede Københavns Snedkerlaug en stor holdindsats bag den nænsomme restaurering og ombygning af Retten i Aarhus. Her modtog Rønnow Arkitekter prisen på vegne af bygherre, arkitekterne og håndværkerne bag transformeringen af den nationalromantiske perle, der blandt historieinteresserede århusianere bærer kælenavnet Smykkeskrinet.

I 2022 blev Snedkerprisen delt op i tre portioner, da priskomitéen valgte at præmiere tre individuelle udøvere af håndværket, der hver især kom med prisværdige kvaliteter. Den unge, talentfulde Alberte Bisgaard Andersen fra Aalborg imponerede priskomitéen med sin seriøsitet og stilsikkerhed, Søren Risvang fra Nordsjælland for den positive godfather-rolle, han i mange år har spillet i faget, og billedskærer David Svane fra København for sit imponerende træskærerarbejde på en af Børsens nye renæssanceporte.

-dc

17/1 2023