Snedkerprisen 2026 gik til VILLUM Window Collection
VILLUM Window Collection blev hædret med Københavns Snedkerlaugs Snedkerpris 2026 og 150.000 kroner for sin formidling af vinduets historie og håndværkets traditioner
VILLUM Window Collection modtog torsdag Københavns Snedkerlaugs Snedkerpris 2026. Prisen på 150.000 kroner blev overrakt ved et særarrangement i Moltkes Palæ i forbindelse med designfestivalen 3 Days of Design.
Museet blev hædret for sin formidling af vinduets historie og udvikling – fra de tidligste åbninger i bygninger til nutidens avancerede vinduesløsninger. Gennem mere end ti år har VILLUM Window Collection fungeret som et samlingspunkt for både håndværk, arkitektur og kulturhistorie samt været drivkraft i internationale samarbejder om vinduets betydning i bygningshistorien.
Museet er opkaldt efter Villum Kann Rasmussen, der grundlagde VKR Gruppen i 1941 og året efter udviklede VELUX-ovenlysvinduet. Idéen til museet blev oprindeligt skabt af sønnen Lars Kann-Rasmussen for mere end 20 år siden.
Fra jernalderens lyrehul til moderne teknologi
På museet kan besøgende følge vinduets udvikling gennem historien – fra jernalderens lyrehul over århundreders snedkerhåndværk til nutidens højteknologiske løsninger. Samlingerne omfatter blandt andet historiske vinduer, ældre snedkerværktøj og fortællinger om glassets udvikling.
Museumsleder Dorthe Bech-Nielsen fortalte ved prisoverrækkelsen, at museet gennem årene har tiltrukket både almindelige besøgende og fagfolk som arkitektstuderende og snedkerlærlinge.
Hun fremhævede samtidig, at museet giver mulighed for at studere historiske teknikker og materialer, som fortsat kan inspirere arbejdet med bæredygtighed og renovering af ældre bygninger.
Anerkendelse af håndværkets traditioner
Københavns Snedkerlaug begrundede tildelingen med museets evne til at formidle håndværkets historie i en håndværksfaglig, arkitektonisk og kulturhistorisk sammenhæng.
– Vi har givet prisen til VILLUM Window Collection for at anerkende og hylde snedkerfagets traditioner og den fremragende formidling af disse. Museet viser forståelse for betydningen af den faglige udvikling – i dag også i retning af bæredygtighed og med respekt for snedkerfagligheden, sagde oldermand Mads Raaschou på vegne af Københavns Snedkerlaug.
Snedkerprisen blev første gang uddelt i 2018 med støtte fra Kirsten og Freddy Johansens Fond. Prisen overrækkes årligt af Københavns Snedkerlaugs oldermand.
-kis