Stark har prioriteret grønne løsninger i nyt distributionscenter i Brøndby
Centret bygges med et CO2-aftryk på kun 5,8 kg pr. kvadratmeter. Limtræ, genbrugsstål og sedumtag bidrager til at reducere bygningens klimapåvirkning. Byggeriet er præcertificeret til DGNB Guld
Stark er i sensommeren 2026 klar til at tage sit nye nationale distributionscenter i Brøndby i brug. Det 25.000 m2 store logistikbyggeri kombinerer avanceret lagerteknologi med utraditionelle materialevalg, der reducerer den samlede udledning væsentligt.
Bag byggeriet står pensionsselskabet Velliv som bygherre og KT Erhvervsbyg som entreprenør.
Materialevalget er optimeret på tværs af konstruktionen og har resulteret i markante reduktioner i projektets CO2-niveau.
- Ved at kombinere limtræ og genbrugsstål er det lykkedes at reducere CO2-aftrykket markant – fra udbudskravets 10,5 kg til blot 5,8 kg pr. m2. Det viser, at man med de rigtige materialer og prioriteringer kan flytte selv store logistikbyggerier i en mere ansvarlig retning, siger Per Henriksen, administrerende direktør i KT Erhvervsbyg.
Byggeriet er præcertificeret til DGNB Guld og opført med fokus på blandt andet cirkulære materialer, levende sedumtag og optimeret dagslysindfald i lagerhallerne.
For Stark er distributionscenteret en central investering i at styrke logistikken og gøre hverdagen lettere for kunderne. Herfra skal varer distribueres til både forretninger og byggepladser over hele landet.
- Det nye distributionscenter giver os en markant stærkere logistikplatform, hvor vi kan samle vores lagerfunktioner og udvide sortimentet uden at gå på kompromis med leveringstiden. Sammen med robotlageret betyder det, at vi kan levere hurtigere, mere stabilt og med mindre spildtid for håndværkerne, siger Jan Breinholt, logistikdirektør i Stark Danmark.
Det høje automationstrin i lageret skal sikre en mere effektiv håndtering af varer og understøtte Starks ambition om en mere friktionsfri leveringsoplevelse.
Med kombinationen af optimeret konstruktion, automatisering og dokumenterede reduktioner i udledning demonstrerer projektet, hvordan logistikbyggeri kan udvikles med fokus på både leveringsperformance og klima.
-dc