Svært for EUX-tømrere at få foden indenfor 45 % af de unge på EUX havde valgt gymnasiet, hvis EUX ikke havde været en mulighed.

Svært for EUX-tømrere at få foden indenfor

EUX-tømreruddannelsen er populær som aldrig før, men næsten hver tredje elev kan ikke finde en læreplads. Det vil Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse lave om på ved at aflive nogle af de myter, som hersker i branchen

Af Daniel Christensen

Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse sætter i efteråret fokus på at motivere flere virksomheder til at tage en EUX-tømrer i lære. Omkring 30 % af eleverne på EUX oplever nemlig, at de kan have svært ved at finde en læreplads efter deres grundforløb, og så må de begynde deres hovedforløb i skoleoplæring.

- EUX-tømrere er attraktive faglærte medarbejdere, men vi risikerer at miste dem til andre ungdomsuddannelser, fordi der mangler lærepladser. En del af problemet bunder i, at mange arbejdsgivere ikke rigtigt kender EUX-tømreruddannelsen og de forbedringer, der er sket de senere år.

- Dét skal der gøres noget ved, og derfor har vi udarbejdet konkret og saglig information til virksomhederne om uddannelsen, om virksomhedernes erfaringer og om lærlingenes motivation for at vælge den, siger Ole Gregersen, der er formand for Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse.

EUX’ere er selvstændige og lærenemme
Uddannelsen er ellers ganske populær blandt de unge. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) fra 2021 viser, at EUX bliver valgt af hver tredje, der søger ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Derfor har det faglige udvalg besluttet at anvende trepartsmidler på informationsmateriale til virksomhederne om EUX på tømreruddannelsen.

Her kan man blandt andet finde fakta om EUX og at tage en EUX’er i lære i virksomheden. Desuden fortæller udvalgte virksomheder om deres erfaringer med EUX-tømrerlærlinge. De beskriver selvstændige og ansvarlige unge, der søger kombinationen af praktiske og boglige fag – og så har EUX’erne aktivt valgt håndværket til.

- Der sidder et godt hoved på EUX’erne. De er selvstændige, lærenemme og sætter sig ind i tingene. De har lettere ved at forstå eksempelvis tegninger, og når de har fået noget at vide én gang, så husker de det og kan selv. De viser interesse for opgaverne og er motiverede, og jeg tror, det skyldes, at de har mange muligheder bagefter, siger direktør Morten Røndbjerg Nielsen fra byggefirmaet Sanitec i Vandel ved Billund.

- Nogle siger, at EUX-lærlinge er dyre, men det synes jeg ikke. Jeg får lønrefusion, og når de er på arbejde for mig, bidrager de til virksomheden, fordi de tager fra og er en super hjælp for svendene. Jeg er et levende eksempel på, at man ikke behøver at være en kæmpe virksomhed for at tage EUX-lærlinge, tilføjer han.

Koster næsten det samme som en EUD’er
Lønrefusionen har for nogle virksomheder vist sig lidt svær at gennemskue, så det bliver også berørt i informationsmaterialet.

Som en del af trepartsaftalen om flere lærepladser, som regeringen har indgået med arbejdsmarkedets parter, er det aftalt, at en EUX-lærling under uddannelsen får samme SU og løn som på den almindelige tømreruddannelse. Oplæringsvirksomheder får forhøjet lønrefusion for lærlinge med ordinære uddannelsesaftaler, kombinationsaftaler, ny mesterlæreaftaler og restuddannelsesaftaler.

Satserne afhænger af, hvornår skoleopholdet ligger, og hvor meget lærlingen får i løn om ugen. De forhøjede satser bliver reguleret en gang om året.

Uddannelsen som EUX-tømrer tager et halvt år mere end som EUD-tømrer, så i det lange løb koster EUX-lærlinge lidt mere i pension, feriepenge og andre sociale omkostninger. Men løn, refusioner og andre vilkår er præcis de samme for alle lærlinge. Som oplæringsvirksomhed får man dækket op mod 96 % af lønnen, når lærlingene er på skole.

Afliver myter
I informationsmaterialet er regler for lønrefusion ikke det eneste, der bliver klargjort. Træfagenes byggeuddannelser forsøger at aflive flere af de myter, som kan holde virksomheder fra at tage en EUX-lærling.

Eksempelvis er det de færreste, der vælger at studere videre efter endt uddannelse. Langt de fleste lærlinge fortsætter med at arbejde, når svendebrev og studenterhue er i hus. På bygge- og anlægsområdet har kun 8 % planer om at fortsætte direkte videre i uddannelsessystemet, mens det i gennemsnit er 18 % af alle EUX-lærlinge, der har planer om at videreuddanne sig med det samme.

Og så behøver de lange skoleophold ikke ses som en udfordring for oplæringsvirksomhederne. EUX-tømreruddannelsen er fra 2020 blevet udvidet med seks måneders oplæring, så virksomhederne samlet set har en EUX-lærling i lige så mange uger som en EUD-lærling. Og flere erhvervsskoler tilbyder også to årlige startdatoer på EUX-tømreruddannelsen, hvilket giver virksomhederne mulighed for at ansætte lærlinge i forskudte forløb. Når den ene skal på skole, kan den anden arbejde, så virksomhederne hele tiden har arbejdskraft.

Materialerne er sendt ud til alle cirka 4600 godkendte virksomheder inden for tømrerfaget med en opfordring til at overveje en EUX-lærling næste gang.

EUX-uddannelsen 

- En ud af tre, der søger ind på en erhvervsuddannelse umiddelbart efter folkeskolen, vælger EUX.

- 85 % af alle virksomheder, der tager EUX’ere ind, er tilfredse/meget tilfredse med deres lærlinge.

- 8 % af EUX-lærlingene på bygge- og anlægsområdet regner med at fortsætte direkte videre i uddannelsessystemet. Gennemsnittet for alle EUX-uddannelser er 18 %.

- 34 % af EUX-lærlingene på de tekniske erhvervsuddannelser kan ikke få en læreplads fra start og er i stedet nødt til at begynde i skoleoplæring. Det tal er 25 % på de tilsvarende almindelige erhvervsuddannelser.

15/11 2022