Biobaseret befæstelse har bevist sit værd UX Green universal dybel er et af syv produkter i Greenline-serien, der alle tilhører gruppen Biobased 50-85 %.

Biobaseret befæstelse har bevist sit værd

Fischer lancerede for fire år siden en serie af biobaserede løsninger til alle materialetyper. Det var dog lige en postgang for tidligt, lyder vurderingen i dag. Til gengæld har Greenline-seriens produkter nu bevist, at de er et reelt alternativ

Tilbage i 2016 var de færreste byggevareproducenter i stand til at levere biobaserede alternativer til traditionelle løsninger. En af undtagelserne er befæstelsesproducenten fischer, der som de første i verden kunne præsentere en komplet serie af biobaserede løsninger til alle materialetyper – lige fra træ og gips til beton og stål.

Brugen af bioplast betyder ikke mindst, at CO2-aftrykket bliver markant lavere end fra traditionel befæstelse, der fremstilles i plast baseret på fossile råmaterialer.

- Bæredygtighed ligger dybt i vores DNA. Vi så det derfor som helt naturligt at lancere en serie af biobaserede løsninger, lige så snart det var teknisk muligt. Det handlede først og fremmest om, at løsningerne skulle kunne levere samme performance ude på byggepladsen og dermed udgøre et reelt alternativ, forklarer nordic senior product manager Lars Holbæk.

- Vi må nok erkende, at vi lige var en postgang for tidligt ude i forhold til resten af markedet. Det er faktisk først nu, at der begynder at komme en interesse for de biobaserede materialer. Men det betyder så også, at serien nu har haft mulighed for at bevise sit værd i flere projekter gennem de seneste fire år. Dermed udgør den et gennemtestet og velafprøvet alternativ, som man kan stole på, også på den lange bane.

Læs mere under billedet...

Et komplet alternativ
Greenline-serien er fremstillet i plast baseret på biologiske råvarer, som ikke konkurrerer med hverken foderprodukter eller dyrkningsområder til fødevarer. Procentdelen af bioplast er garanteret ved uafhængig testning og certificering af Din Certico/TÜV Rheinland.

Serien omfatter de syv produkter: FID isoleringsdybel til anvendelse i polystyren og styropor, GB Green gasbetondybel, GK Green gipspladedybel, FIS Green injektionsmørtel til fx beton, mursten, hulsten og porebeton, N Green sømdybel, SX Green ekspansionsdybel samt UX Green universaldybel, der alle tilhører gruppen Biobased 50-85 %.

Tilsammen dækker de en lang række gængse befæstelsesopgaver i byggeriet og udgør dermed et komplet alternativ til traditionel befæstelse i de fleste projekter. Serien har desuden siden lanceringen fundet vej til flere projekter i Danmark og resten af de nordiske lande.

- Vi har fra starten haft fokus på, at serien skulle levere samme effektive performance ude på byggepladsen som resten af fischers sortiment. Den har de samme byggetekniske egenskaber, men er markant mere miljøvenlig. F.eks. behøver du ikke at sortere den tomme patron til FIS Green injektionsmassen som farligt affald, da materialet er biobaseret, slutter Lars Holbæk af.

I november 2019 vandt fischer-koncernen Europas største miljøpris, den bredt anerkendte Deutscher Nachhaltigkeitspreis, for sin indsats inden for grøn produktudvikling, socialt ansvar og miljø. Begrundelsen var blandt andet, at fischer har formået at forankre bæredygtighed i selve sin strategi og på den måde skabt en stærk grøn forretningsmodel.

-los


17/8 2021