Opretter spritny bæredygtighedafdelingDen nye bæredygtighedafdeling.

Opretter spritny bæredygtighedafdeling

Troldtekt vil accelerere sit bæredygtighedsarbejde og tage næste skridt mod cirkulære produkter ved at oprette en ny bæredygtighedsafdeling. To nye medarbejdere er allerede hentet til afdelingen

Troldtekt skærper sit fokus på cirkulære løsninger og dokumentation. Det sker ved at etablere en bæredygtighedsafdeling, som arbejder på tværs af markeder – med base på hovedkontoret syd for Aarhus.

To medarbejdere er hentet til afdelingen: Darma Louise Duus (47 år) er ny chef for cirkulære løsninger, og Pernille Brændstrup Kjær (47 år) er tiltrådt som bæredygtighedsspecialist med fokus på dokumentation.

– I 2022 blev vi en del af den globale irske byggekoncern Kingspan, der med programmet Planet Passionate har ambitiøse klimamålsætninger, som er i tråd med Troldtekts egen strategi.

- Nu er vi klar til at accelerere vores indsatser yderligere. Derfor glæder det mig, at vi er lykkedes med at tiltrække så stærke profiler som Darma og Pernille, siger bæredygtigheds- og kommunikationschef Tina Snedker Kristensen.

Tina Snedker Kristensen og DGNB-konsulent Michael Christensen udgør sidste del af kvartetten i den nye afdeling. Som bæredygtigheds- og kommunikationschef har Tina Snedker Kristensen siden 2010 spillet en vigtig rolle i Troldtekts CSR-rapportering.

Og siden 2012 har hun været med til at tilrettelægge og udleve Troldtekts strategi, som er baseret på det internationale designkoncept Cradle to Cradle.

Strategien har skabt markante resultater: Troldtekt har blandt andet omlagt produktionen til vedvarende energi, lanceret akustikplader baseret på CO2-reduceret cement og sikret, at fraskær fra produktionen indgår som råvare i cementproduktionen hos Aalborg Portland.

Det har bidraget til at sikre Troldtekt fornem hæder som den danske DI Prisen 2020 for grøn omstilling og Deutscher Nachhaltigkeitspreis 2023.

– Vores tiltag har vakt genklang i både Danmark og på vigtige markeder som Sverige, Norge, Tyskland og England. Hvor det for bare få år siden var svært at få taletid om bæredygtighedsinitiativer, oplever vi en positiv udvikling med lovgivere, bygherrer, arkitekter og entreprenører, som for alvor sætter turbo på bæredygtighedsdagsordenen.

- Markedet er nu mere modent til at indgå partnerskaber om cirkulære løsninger, siger Tina Snedker Kristensen og fortsætter:

– Ved at samle vores kompetencer i en ny afdeling har vi også fremover mulighed for at være på forkant med markedets forventninger til os som byggevareproducent.

- Vi har store ambitioner og skal nu blandt andet i gang med at etablere lokale partnerskaber, så både byggepladsfraskær og udtjente træbetonplader kan genbruges eller genanvendes på højest mulige niveau.

-dc

10/4 2024