CO2-tallet er lige så vigtigt som prisen
Ny digital løsning til byggeriet og industrien viser produkters CO2-udledning på linje med prisen. Det gør vanskelig klimadokumentation tilgængelig, så det er nemt at vælge produkter på baggrund af bæredygtighedsdata
Stigende klimakrav til industrien og byggeriet har givet stigende efterspørgsel på miljø- og klimadokumentation på produktniveau.
Det mærker man hos Sanistål – part of Ahlsell, som bl.a. sælger byggematerialer, tekniske komponenter, værktøj, befæstelse og sikkerhedsudstyr til mere end 34.000 virksomheder i industrien og byggeriet i Danmark.
Det er især miljøvaredeklarationer på produkterne - EPD'er - der bliver efterspurgt.
Med en EPD i hånden kan man f.eks. se, hvor meget CO2 der er blevet udledt i forbindelse med produktionen af produkterne – og vælge produkter til og fra på baggrund af bæredygtighedsdata.
I praksis er det dog ikke helt nemt at bruge en EPD, fortæller bæredygtighedschef Gitte Østergaard Futtrup.
- Dokumentationen er vanskelig at forstå – medmindre man er bæredygtighedsspecialist og ved, hvordan man læser og bruger en EPD.
- Derfor har vi udviklet en digital løsning, som giver vores kunder lige præcis den data, de skal bruge for nemt at kunne træffe ansvarlige produktvalg, siger hun.
Konkret kan virksomhedens kunder se og sammenligne CO2-påvirkningen for forskellige produkter, når de handler online.
Når kunderne klikker varer i den digitale indkøbskurv i webshoppen eller app'en, får de vist et tal for CO2-udledningen på linje med prisen – både for den enkelte vare med EPD og, som noget nyt, sammentalt i kurven.
- Vores tilgang er, at det skal være lige så let at se varernes CO2-belastning, som det er at se prisen.
- Netop fordi bæredygtighed bliver et mere og mere væsentligt indkøbsparameter for industrien og byggeriet, skal kunderne bruge begge oplysninger for at kunne vurdere, om det er et godt og ansvarligt køb, siger Gitte Østergaard Futtrup.
Sanistål – part of Ahlsell trækker klimatallet fra de bagvedliggende EPD'er, som også er tilgængelige i webshoppen, men kunderne slipper altså for at tygge sig igennem dokumentationen for at finde de relevante CO2-data.
Aktuelt har Sanistål – part of Ahlsell CO2-data på cirka 18.000 varenumre. Alene indenfor installationsprodukterne på vvs har 35 % af varenumrene nu EPD, så kunderne kan se CO2-aftrykket i indkøbskurven.
- Vi begynder at se indikationer på, at det virker at knytte CO2-data helt tæt sammen med købsbeslutningen.
- Vi har set en vækst på 5 procentpoint i onlinesalget af vvs-produkter med CO2-data i forhold til vvs-produkter uden CO2-data.
- Effekten vil blive større i takt med, at vi får data på flere produkter. Det er en stor opgave, men rejsen skal starte et sted, og vi er godt i gang, siger Søren Borg, Director of Digital Business Development.
-dc