
Fjernvarmeprojekter er i krise - danskerne beholder gasfyret
Et stort antal fjernvarmeprojekter lægges i graven, fordi mange forbrugere holder fast i gas
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Der gik nærmest panik i tusindvis af danskere, da naturgaspriserne steg til uanede højder i begyndelsen a Ukrainekrigen, og tilslutningerne til fjernvarme var kun et spørgsmål om, hvor fjernvarme kunne etableres, ikke om det skulle etableres.
Samtidig fik VVS branchen ekstra travl med at sælge og installere varmepumper i en sådan grad, at prisen fulgte med efterspørgslen, og varmepumperne steg voldsomt i pris, efterhånden som lagrene blev tømt.
Gasprisen er raslet ned
Siden har piben fået en anden lyd. Gasprisen er raslet ned, og mange steder er det blevet så dyrt at etablere fjernvarme, at projekterne er sat på pause, eller at tilslutningen pludselig er blæst med varmen op i den blå luft.
Og salget af varmepumper er faldet så voldsomt, at TEKNIQ har efterlyst politisk handling
Statsministeren krævede gasstop
Ifølge seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme, Søren Magnussen, slog statsminister Mette Frederiksen i 2022 på et pressemøde om energikrisen fast, at danskerne skulle væk fra gas og over på et alternativ. Det kunne kun gå alt for langsomt:
- Hvis vi spoler frem til 2025, er der sket en markant konvertering, men konverteringsbølgen skvulper og er knap så heftig, siger han.
Søren Magnussen mener, at det i bund og grund handler om én ting - der er ikke meldt et konkret gasstop ud, og uden det tøver fjernvarmeselskaberne med at igangsætte nye projektforslag der skal sikre fortsat udfasning af gas.
Ingen deadline for gasforsyning
Søren Magnussen peger på, at der er og har været meget snak om, at gas til rumopvarmning skal være udfaset i 2035:
- Men der mangler en meget konkret udmelding, der fortæller danskerne, at der ikke vil være gas i rørene fra eksempelvis 2035. Det vil betyde, at danskerne har en deadline, og det vil gavne lysten til at skifte til eksempelvis fjernvarme, siger Søren Magnussen.
Han noterer, at blandt andet den stabile gaspris får mange danskere til at udskyde beslutningen om et alternativ. Samtidig er fjernvarmekonverteringer presset af fortsat høje priser på materiel, mandskab og høje renter:
- Alt i alt en cocktail der gør, at konverteringsbølgen risikerer at miste både saft og kraft, mener Søren Magnussen.
NEKST modarbejder
Samtidig har anbefalingerne fra NEKST - den nationale energikrisestab - i 2024 heller ikke gjort det nemmere at være fortaler for, at fjernvarmen skal ind i rumopvarmningen i stedet for gas.
Anbefalingerne åbnede nemlig for at anvende biogas til rumopvarmning:
- Ifølge den politiske aftale fra 2022 vil der i 2030 være omkring 200.000 gasfyr tilbage i rumopvarmningen i Danmark.
- Men hvis ministerens udmelding får grobund hos danskerne, frygter jeg for, at antallet af gasfyr kan ende med at blive langt, langt højere, ved at sætte konverteringen skakmat, mener Søren Magnussen.
Det hele bliver alligevel grønt
- Klimaminister Lars Aagaard og hans fortælling om, at nuværende ejere af gasfyr ikke behøver at skifte fra gas, fordi ”det hele bliver jo alligevel grønt, når først biogas tager over i gasrørene”, kan i princippet hælde de sidste to års arbejde i landets kommuner og fjernvarmeselskaber ned af brættet.
- Hvis det får 20-30 procent af ejere af et gasfyr til at beholde gasfyret, bremser den ansvarlige minister for udmøntningen af den politiske aftale fra 2022, forklarer Søren Magnussen.
Biogas kan ikke dække behovet
Han understreger, at hvis antallet af gasfyr er meget højere end 200.000 i 2030, vil biogas ikke kunne dække behovet fuldt ud, og dermed vil der skulle suppleres med naturgas:
- Og så er vi jo reelt lige langt i forhold til i dag. Gassen skal ud, men det vil den reelt ikke kunne, hvis ikke vi får overbevist flere danskere om, at det er nu - og ikke først om 10-15-20 år, at de skal væk fra gas, siger Søren Magnussen.