Små plastclips med stort potentiale - DuoClips: Spændes fast i rillen, vendes i to retninger (deraf navnet Duo) og holder installationen på plads indtil spartling. Foto: DuoClips.

Små plastclips med stort potentiale

To elektrikere står bag iværksætter-virksomheden DuoClips, der har udviklet en installationsclips, der skal gøre arbejdet lettere for elektrikere og vvs-installatører

Af Kim Sejr

DuoClips er en danskudviklet installationsclips, der er skabt til at gøre arbejdet lettere for elektrikere og vvs-installatører.

Det er nemlig en universel løsning med europæisk patent til fastgørelse af kabler, ledninger og PEX-rør i vægriller.

- Når håndværkere fræser riller i murværk for at føre installationer gennem vægge, skal kabler og rør fastgøres, inden væggen kan spartles eller pudses. 

- Traditionelt sker det med søm eller skruer – men det er ofte upraktisk og risikerer også at beskadige kablerne, forklarer Andreas Farganis, der er salgschef i virksomheden og fortsætter:

- DuoClips er konstrueret, så den kan vendes og bruges i riller i flere bredder. Clipsen presses ind i rillen, hvor den spændes fast og holder kabler eller rør på plads, indtil væggen lukkes med spartel eller puds. På den måde sparer man masser af tid på byggepladsen, fremhæver Andreas Farganis.

Elektrikere som iværksættere
Bag produktet står de danske iværksættere og elektrikere Martin Koch og Nicolai Buus Beck, der udviklede den første prototype med udgangspunkt i konkrete udfordringer fra installationsarbejde.

De ville skabe en enkel løsning, der kan bruges i mange forskellige rillebredder og monteres hurtigt med en tang.

Prototypen blev testet i praksis på byggeprojekter, hvor designet løbende blev justeret, indtil clipsen kunne bruges i riller fra omkring 22 til 50 millimeter.

DuoClips produceres i plast og er designet til at være både robust og let at montere. Virksomheden har samtidig lagt vægt på materialevalget og fremstiller clipsene i genanvendt plast.

Messe var en god investering
BygTek mødte DuoClips på den internationale belysningsmesse Light + Building i Frankfurt – og turen til messen har virksomheden ikke fortrudt.

- Vi er for tiden repræsenteret i 19 lande, men nok nærmere 30 efter messen. Interessen hernede har været enorm, og vi har fået mange tilkendegivelser for at videresælge vores rilleclips. 

- Det var lidt af et sats at komme på messen, da det er en større investering for et lille dansk firma som os. Men vi tog chancen, da interessen for vores clips var så stor på sociale medier – alene på Instagram har vi over 19.000 følgere, fortæller Andreas Farganis.

I Danmark forhandles DuoClips hos A.O. Johansen, Malmbergs og Wattoo.dk, og virksomheden er først og fremmest ude efter eneforhandlere på mindre markeder og grossister på de lidt større markeder. 

9/4 2026