Grundfos Kollegiet er havnens højeste hus

Grundfos Kollegiet er havnens højeste hus

Mens mange af havnens byggeprojekter stadig banker pæle i jorden, skyder Grundfos Kollegiet ved Lystbådehavnen i vejret og er nu den højeste bygning i den nye bydel

I denne uge er den 9. etage i det New Yorker inspirerede højhus ved at blive monteret. Huset vokser yderligere 3 etager i løbet af de næste par uger.

Grundfos Kollegiet er Aarhus’ nye tekniske kollegium stiftet af Ingeniørhøjskolen og Aarhus Maskinmesterskole. Kollegiet står færdigt d. 1. august næste år og er allerede ved at forberede modtagelsen af de 200 nye kollegianere.

- Vi giver de unge en fantastisk mulighed for at blive en del af en ny kollegiekultur, bo centralt og oven i købet med liebhaverudsigt. Der bliver rift om pladserne, og vi er derfor allerede nu gået i gang med at forberede os på indflytningen, siger kollegiets formand, Keld Laursen.

Fortsættes ...

På Grundfos Kollegiets øverste etage etableres et fællesrum med adgang til stor tagterrasse og fri udsigt over Aarhusbugten.

Grundfos Kollegiet åbner for venteliste til de 115 1-værelses lejligheder og 44 2-værelseslejligheder d. 1. februar 2012.

Faste pladser til internationale studerende

Grundfos Kollegiet får allerede fra starten en international profil. På hver etage er et antal af lejlighederne reserveret til studerende fra udlandet, der vælger at tage et semester på en ingeniør- eller maskinmesteruddannelse.

- Vi ved, at det kan være svært at skaffe attraktive boliger til studerende, som gæster Aarhus fra udlandet. Derfor har vi valgt at disponere bygningen med faste pladser til disse studerende. Vi vil gerne modtage dem på samme måde, som vi håber, at vores egne studerende bliver modtaget, når de rejser ud. Vi forventer, at det kan være med til at skabe et kollegiemiljø med en international atmosfære, siger Keld Laursen.

Grundfos Kollegiet er opkaldt efter den danske industrikoncern, der har indgået en aftale med kollegiets bestyrelse om finansiering af energibesparende teknologi til bygningen.

Fakta om kollegiet

Kollegiet består af 115 1-værelses kollegielejligheder og 44 2-værelseslejligheder til par, hvoraf halvdelen er reserveret til internationale studerende.

Kollegiet er tegnet af Cebra Arkitekterne med Sjælsø Danmark som entrepriseholder.

Læs mere om kollegiet på www.grundforskollegiet.dk

- mir

21/12 2011