Amerikanske streger på Langelinie
Steven Holl vinder spektakulært byggeri på Langelinie og Marmormolen i København
Vinderen af arkitektkonkurrencen om de to tårne og broen mellem Langeliniespidsen og Marmormolen blev den verdenskendte amerikanske tegnestue Steven Holl Architects.Dommerkomiteen blev overbevist af forslagets kompakte tårne, der er tilpasset havnemiljøet - og broen, der ”mødes som et håndtryk over havnen”.
Vinderprojektet, der netop er blevet præsenteret, karakteriseres ved to spektakulære og robuste tårne - ét på Marmormolen og ét på Langelinie. Tårnene er forbundet med en spinkel gangbro, der efter dommerkomiteens mening ligner ”et håndtryk” mellem de to molespidser.
Dommerkomiteen finder udtrykket i forslaget eksklusivt og lægger vægt på, at det samtidig indbyder til publikumsorienterede faciliteter som f.eks. terrasser, restauranter og naturligvis færdsel på den spektakulære gangbro, der forbinder de to områder.
Tårnet på Marmormolen er 24 etager højt og tårnet på Langeliniespidsen er med sine 27 etager lidt højere. Broen, der forbinder de to molespidser, udgår fra tårnenes 17. etage – 65 m over havets overflade.
”fortsættes…”
Arkitektkonkurrencen omfattede, udover konkurrencen om tårnene og broen, også en idékonkurrence for landskabelig behandling af de tilgrænsende byrum.
Marmormolen vil derudover være ramme for den kommende FN-By i København, ca. 25.000 etagemeter boliger samt yderligere ca. 55.000 etagemeter erhvervsbyggeri og et hotel.
Arkitekten bag vinderforslaget er den verdensberømte amerikanske arkitekt Steven Holl. Steven Holl er en af nutidens mest efterspurgte arkitekter med byggeprojekter over hele verden.
Han er kendt for sit poetiske formsprog, sin leg med lyset, sin respekt for materialerne og for at tilpasse sine bygninger den lokale kontekst.
Det er vigtigt for ham, at hvert byggeri er unikt. Derfor er hans arbejdsmetode at være til stede på selve grunden, opleve lyset, omgivelserne, lydene. Indtrykkene omsætter Steven Holl på papir i akvarel-tegninger, som senere raffineres til de færdige arkitekttegninger.
tøtte