Badeværelse - 7 gode råd ved valg af fliserVær forsigtig med pangfarverne på de store flader,

Badeværelse - 7 gode råd ved valg af fliser

Badeværelse: Fagredaktør i Bolius Boligejernes Videncenter, bygningskonstruktør Casper Kjerumgaard giver her 7 gode råd, når du skal vælge fliser til dit badeværelse.

Badeværelse

Nr. 1: Rådgivning

Før du beslutter dig for, hvilke fliser du skal vælge, kan det måske godt betale sig at få en flisemand, en indretningsarkitekt eller en arkitekt til at se på dit badeværelse. Lad dem enten komme ud til dig og se på dit badeværelse, eller vis dem gode fotos. De kan ofte se de muligheder, du slet ikke selv havde overvejet.

Du bruger tit et godt stykke over 100.000 kr. på et helt nyt badeværelse. En rådgiver koster sjældent mere end 2-3 procent af prisen på et badeværelse, og de penge kan være godt givet ud.

Nr. 2: Størrelse

Du skal bestemme dig for størrelsen på dine nye fliser, og her er der en række ting at tage med i betragtning. Hvor stort er dit badeværelse? Er rummet kvadratisk? Er der mange skæve vinkler og ting, der ´stikker ud´? Står toilettet og skabene på gulvet?

En gylden regel er, at du skal bruge store fliser til store rum og små fliser til små rum. Husk dog på, at store fliser har store flader, og derfor har de en naturlig tendens til at være mere glatte.

Bruger du store fliser til små badeværelser, kan rummet let komme til at føles forkert, især fordi det kan være svært at få et antal store fliser til ´at gå op´ i et lille rum. Det ender med, at de alligevel skal skæres så meget til, at de bliver mindre. En anden ulempe er, at du ikke kan knække en stor flise og lave fald til et afløb.

Nr. 3: Farve

Når du vælger farven på dine fliser, så vær forsigtig med de skrigende grønne, gule, lyserøde, blå eller andre pangfarver, fordi mange hurtigere kan blive træt af sådanne farver. Er du glad for dem, så brug dem i brusekabinen, ved toilettet eller på mindre flader.

Lad farverne komme ind i dit badeværelse ved de ting, der kan flyttes igen: badeforhæng, sæbeskål, toiletbørsteholder, rammen om spejlet e.lign.. Forestil dig, at du ryster dit badeværelse. Det, der er tilbage, skal være i afdæmpede farver.

Nr. 4: Mønster

Du bliver ofte hurtigere træt af fliser med dekoration af forskellig karakter. Derfor bør du tænke dig om en ekstra gang, inden du køber blomstrede og rustikke fliser til dit badeværelse.

Er du vild med mønstre og det rustikke udtryk kan du nøjes med at få fliser op i halvanden meters højde. I stedet kan du så bruge dekorationsmaling eller evt. blomstret tapet fra, hvor fliserne ender. Det kan nemt skiftes ud senere.

Nr. 5: Stil

Er du til en minimalistisk stil, får du den ved at vælge nogle rektangulære og enkle sten, der er lidt skarpe i kanterne. Det er med til at give dit badeværelse en mere retlinet stil uden for mange overflødige detaljer.

Men det er endnu vigtigere, at du formår at leve op til stilen i resten af dit badeværelse. Forsøg at holde resten af dit badeværelse i samme stil, som du er startet med fra bunden, ellers bliver der tale om stilforvirring, du senere vil blive voldsomt irriteret over.

"Badeværelse - 7 gode råd ved valg af fliser - "

Nr. 6: Kontrast

Hold dit toilet og din håndvask i hvide farver. Du bliver hurtigt træt af kontrasten til dine fliser, hvis du vælger gule, grønne eller blå kummer. Det gælder også, hvis du har valgt hvide fliser på dit badeværelse.

Det samme er tilfældet med dine armaturer. Dine fliser danner baggrund for det, du vælger andre steder i rummet. Er du blevet forelsket i et lækkert armatur i børstet stål, bør du vælge matte fliser elle fliser med mat overflade.

De fleste går dog den anden vej, og har du først valgt blanke fliser, bør du også vælge skinnende armaturer. Det spiller langt bedre sammen og skaber ikke en visuelt ubehagelig kontrast med mat og blankt.

Nr. 7: Hyppig rengøring

Mørke fliser på gulvet i et badeværelse kræver mere rengøring end lyse fliser.

Mørke fliser bliver naturligvis ikke mere beskidte end lyse fliser, men på mørke fliser ses skidtet meget tydeligere. Og de mørke fliser trænger også langt oftere til en kærlig hånd, når kalk skal fjernes - både på grund af den direkte vandpåvirkning og den megen naturlige fugt, der er i et badeværelse.

Der er også mere rengøring ved naturfliser end keramiske fliser, da naturfliser ikke har de samme fedtafvisende egenskaber, som mange kunstige fliser har.

Andre gode råd om fliser på et badeværelse

Udligning

Før fliserne lægges på gulvet, bør du sørge for, at underlaget er helt plant. Hvis du udligner underlaget, undgår du, at fliserne ligger og ´danser´ i forskellige højder, hvilket ser meget grimt ud. Det giver gulvet en ujævn overflade, der skaber voldsom disharmoni i udtrykket. Det samme gælder naturligvis med fliser på væggene.

Hvis du ikke får udlignet underlaget, før du lægger fliserne, kan du ramme hjørner og skarpe kanter med dine tæer, når du går uden sko.

Hældning

Når underlaget er plant, kan fliserne ligge lige og få den hældning, der er nødvendig for, at vandet kan løbe derhen, hvor du gerne vil have. Fliserne skal altid have hældning mod afløbet. Bare sørg for, at der er tilstrækkeligt med fald.

Med den rigtige hældning ender vandet i afløbet, og du undgår vandskader. Desuden undgår du at få vand over hele gulvet og derved få problemer med kalkaflejringer, som du så senere skal til at fjerne.

Lettere rengøring

Hvis du vil slippe lettere om ved rengøringen, kan du vælge et væghængt toilet og væghængte skabe i dit badeværelse. Det er langt nemmere at gøre rent indenunder, og derved bliver det meget lettere at holde fliserne pæne.

Er rummet stort nok, kan du endda spule gulvet rent med en slange i løbet af ingen tid.

Priser og kvalitet på fliser til et badeværelse:

Natursten

100-300 kroner pr. kvadratmeter: Ikke den bedste kvalitet

300-700 kroner pr. kvadratmeter: En god kvalitet i 30 x 30 cm.

700+ kroner pr. kvadratmeter: Helt specielle natursten eller normale i god kvalitet i andre størrelser som f.eks. 30 x 60 cm.

Keramiske fliser

100-300 kroner pr. kvadratmeter: Ikke den bedste kvalitet

300-700 kroner pr. kvadratmeter: En rigtig god kvalitet og et godt design.

700+ pr. kvadratmeter: Den bedste kvalitet og det bedste design samt specielle størrelser som 60 x 120 eller 120 x 120 cm.

Kilde: Bolius Boligejernes Videncenter/bolius.dk

Badeværelse

30/5 2008
  • Arbejdsmiljøpris i hus efter langt, sejt træk

    Arbejdsmiljøpris i hus efter langt, sejt træk

    alle ›Et langsigtet, ambitiøst mål om 'nul ulykker' gennem en grundlæggende ændring af sikkerhedskulturen sikrer i år NCC Construction en pris i kategorien 'Arbejdsmiljø som strategisk element'
  • Vil totalrenovere Hotel Hvide Hus i Aalborg

    Vil totalrenovere Hotel Hvide Hus i Aalborg

    alle ›Hotel Hvide Hus i Aalborg får ny ejer, og både værelser, konferencelokaler og restaurationsområder skal igennem en omfattende totalrenovering
  • Skoleelever til Skills Stafet

    Skoleelever til Skills Stafet

    alle ›500 elever, lærere og UU-vejledere til Skills Stafet i sidste uge, hvor vinderne til DM finalen blev fundet
  • Gyldent byhus hædret med to priser

    Gyldent byhus hædret med to priser

    alle ›Modernistisk byhus i Nyhavn, som forvandler udseende over døgnets timer er hædret med to arkitekturpriser
  • Åbner afdeling i Aarhus pga. succes

    Åbner afdeling i Aarhus pga. succes

    alle ›Med et stigende antal opgaver og omfattende projekter i Aarhus, satser JCN Bolig på østjysk nærvær. Totalentreprenørfirmaet fra Vildbjerg åbner kontor i Aarhus
  • Nyt brandspjæld med tre funktioner

    Nyt brandspjæld med tre funktioner

    alle ›Øland er nu klar med en komplet opdateret pakkeløsning, som automatisk overvåger og styrer brand- og røgspjæld i tilfælde af røg- og temperaturstigninger
  • Sådan tjekker du dit solcelleanlæg

    Sådan tjekker du dit solcelleanlæg

    alle ›Efter Sikkerhedsstyrelsen i går advarede solcelle ejere mod fare for livsfarlige stød og brand ved at have forkerte fejlstrømsafbrydere, kommer installatørenes organisation Tekniq med råd til solcelleejere
  • Solcelleejere i fare for livsfarlige stød og brand

    Solcelleejere i fare for livsfarlige stød og brand

    alle ›Har du et solcelleanlæg, så tjek din fejlstrømsafbryder - den kan være forkert, lyder det fra Sikkerhedsstyrelsen, der advarer mod brand og livsfarlige stød