Burgerbesøg koster arbejdsgiver 235.000 kroner
Østjysk anlægsgartner skal ifølge Fagbladet 3F af med 235.000 kr. i registreringsafgift, efter at hans medarbejdere brugte varebil/mandskabsvogn til at besøge McDonald efter arbejdstid
Af Dan Bjerring
Fagbladet 3F har rejst en grotesk sag, hvor en arbejdsgiver kommer til at betale dyrt for, at hans medarbejdere, måske endda uden at kende de meget strikse regler for benyttelse af biler på gule plader, besøgte en McDonals efter arbejdstid.
De blev standset i en kontrol fra politiet og Motorstyrelsen, hvorefter arbejdsgiveren modtog en opkrævning af registreringsafgift på mandskabsvognen på 235.443 kroner.
Appel afvist
Arbejdsgiveren appellerede, men såvel Landsskatteretten og nu også Byretten i Aarhus har afvist appellen. Mandskabsvognen var ifølge Fagbladet en Renault Master, og det vides ikke, hvor meget instruktion, medarbejderne har fået fra arbejdsgiveren om lovlig anvendelse af køretøjet.
Gælder også ved ordre fra arbejdsgiveren
Ifølge Fagbladet må mandskabsvogne kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer - og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed.
Køretøjet må IKKE benyttes til privat personbefordring. En mandskabsvogn må som principielt IKKE anvendes til at hente mad.
Hvis en ansat kører fra for eksempel en byggeplads for at hente mad til sine kolleger og sig selv, kan det koste betaling af registreringsafgift.
Det gælder også, selv om det er arbejdsgiveren, der har bedt den ansatte køre efter mad.
Kan være lovligt ved afhentning af materialer
Der findes dog en undtagelse, hvor det er lovligt, hvis en ansat i arbejdstiden skal hente materialer i et byggemarked og standser på ruten for at købe mad.
Efter arbejdsdagens afslutning må mandskabsvognen som udgangspunkt ikke bruges til at hente mad. Det viser den pågældende dom.
Opsamling eller afsætning af personer, der arbejder i virksomheden, på vej til og fra arbejdspladsen vil være tilladt, også selv om der er tale om lidt større afvigelser fra ruten.
Egentlig afhentning/afsætning på personens bopæl beliggende langt fra ruten bliver derimod anset som ulovlig privat personbefordring.
I den aktuelle sag var der 47 kilometer mellem chaufførens hjem og arbejdspladsen, men en omvej med en kollega gav 21 kilometer ekstra, og det er for meget, siger dommen.
Link til artikel i Fagbladet med de nævnte regler
https://fagbladet3f.dk/guide/ansatte-ville-en-tur-paa-mcdonalds-endte-med-at-koste-chefen-235-000-kroner/