Iveco med nyheder på flere fronter
Et helt nyt modelprogram og en intens flirt med et branchekendt fy-ord er, hvad den italienske producent har præsenteret for at gøre sig ekstra opmærksom på et marked, der konstant efterspørger fornyelse og innovation
Af Jørli Petersen
Efterårets største udstilling med vare- og lastbiler er ubetinget IAA, der fandt sted midt i september. Inden da var der den største udstilling i Skandinavien, Elmia, i Jönköping i slutningen af august.
Her samledes næsten alle kendte nyheder udover det, der var udset til det helt store nummer på IAA. Men eksempelvis Iveco gav den hele armen og præsenterede et komplet nyt modelprogram efter opskriften ’det hele på én gang’.
Den store opdatering handlede især om de nye lovkrav, der trådte i kraft i begyndelsen af juli. Det handlede om sikkerhed – en længere række nye tiltag, som alle skal bidrage til forbedring af trafiksikkerheden – og listen var både lang og for nogle irriterende, for der er stor forskel på de enkelte fabrikkers tilgang til de nye sikkerhedskrav.
Iveco præsenterede også en udvidelse af mærkets elektriske modelprogram. En 7,2 ton eDaily. Og det er en interessant nyhed, for der er langt mellem såkaldte varebiler, der har en totalvægt af denne kaliber.
Med en totalvægt på 7,2 ton er der for alvor plads til en god gang nyttelast, men ulempen er selvfølgelig, at bilen er så tung, som den er, og dermed kræver den stort kørekort plus andre specialiteter, der er gældende for lastbiler.
Om Iveco på et senere tidspunkt kan finde på at ’nedveje’ den nye 7,2 ton til maksimal vægt for almindeligt kørekort er ikke afgjort, og der er ingen meldinger fra Iveco om denne mulige udvidelse.
Tabubelagt nytænkning
I bilbranchen har man et rigtig grimt fy-ord. Et ord man kun nødigt tager i sin mund, og man ønsker slet ikke at have det stående på tryk på et officielt stykke papir.
Det grimme ord er: Garanti.
Alligevel er det noget, alle må forholde sig til, og især europæiske bilmærker har berøringsangst med det grimme ord. For kan man slippe, så gør man det. De senere år har der været tegn på opbrud, og som alt nyt kommer det udefra, underforstået uden for Europa.
Seneste tiltag til forbedring for køberne – og/eller brugerne af biler kommer fra Iveco. Som nævnt tager man ikke ordet garanti i sin mund, men man taler om service og sikkerhed på bilerne overalt i Europa, og når Iveco er begyndt at svinge sig i de lavthængende lianer, er det, fordi man har indført en såkaldt udvidet serviceaftale.
En aftale, der kan tegnes på alle køretøjer – nye som brugte. Den eneste betingelse er, at bilen er seks år gammel eller yngre – længden af serviceaftalen kan tilpasses til den enkelte virksomheds behov.
Serviceaftalen skulle være, som det er normalt for serviceaftaler; en sikring mod uforudsete udgifter til reparationer. Så længe man har en aftale, sender man bare bilen til service uden at betale for andet end almindelige forbrugsstoffer som sprinklervæske.
Her er der lidt forskel fra bilmærke til bilmærke, så læs som altid det med småt. Men skulle der ske et uheld eller to, bliver bilen også repareret uden udgift for ejeren.
Den nye serviceaftale gælder for varebiler, indtil de er fyldt seks år og/eller har kørt 280.000 km. 280.000 kilometer for en Daily er en pæn distance.
Det svarer til plus 40.000 km årligt. Til gengæld er det jo ikke meget for en lastbil, så her dækker serviceaftalen ligeledes de seks år, men til hele 890.000 km svarende til knap 150.000 kilometer hvert eneste år.
Det er selvfølgelig et tiltag, Iveco har gennemtænkt godt og grundigt. Det kan ses som et begyndende skred mod bedre service – eller skal vi kalde det garantiforhold – der er startet af Toyota, der giver en servicebetinget garanti på 11 år minus en enkelt dag på deres biler herunder varebiler.
Vi ser også bilmærker som Hyundai og Kia, der giver rigtig god garanti, men da Hyundai ikke sælger varebiler i Danmark, selv om man har et helt program af varebiler, står de fem års garanti med ubegrænset antal kilometer og svajer lidt for sig selv i en tidlig efterårsblæst.
Ivecos nye tiltag er et skridt i den rigtige retning, så nu afventer vi markedets reaktioner. Det kommer til at tage sin tid, og det bliver efter opskriften ’et skridt ad gangen.’