LCA
LCA
scroll
Se dig for, når du parkerer Christoffer Susé, adm. dir., Håndværkerforeningen København.

Se dig for, når du parkerer

Parkeringsapps, der i princippet tilbyder den samme tjeneste, koster ikke nødvendigvis det samme at bruge. Håndværkerforeningen København har undersøgt flere apps og fundet store prisforskelle

Af Tine Maria Kristiansen

Flere betaler med apps, når de parkerer bilen i hovedstaden. Tal fra FDM viser, at andelen af betalinger i fysiske p-automater kun udgjorde 3,6 % i december sidste år, og Københavns Kommune er derfor nu i gang med at nedlægge hver anden fysiske automat.

Ifølge beregninger, som Håndværkerforeningen København har lavet, er det dog langt fra lige meget, hvilken app man downloader til at betale sin p-afgift. Priserne fra de forskellige udbydere er nemlig meget varierende, forklarer Christoffer Susé, der er administrerende direktør i Håndværkerforeningen København.

- Selvom det er det samme, man får, er der stor forskel på, hvad de forskellige løsninger koster. Nogle apps lægger et gebyr på 15 % oveni prisen, mens andre tager et mindre beløb. Samtidig har vi regnet ud, at gebyret for et døgns parkering med den dyreste app er 75 kr. dyrere end prisen med den billigste app, fortæller han.

Tjek priserne
På grund af de svingende afgifter opfordrer Håndværkerforeningen København byens erhvervsdrivende til at tjekke priserne grundigt, inden varevognen holder parkeret til flere penge end nødvendigt.

- Vi vil gerne gøre opmærksom på, at det er muligt at spare en del ved at vælge den billigste app, siger Christoffer Susé og tilføjer, at prisforskellene især har betydning for større håndværkervirksomheder med mange biler.

- Det er allerede dyrt at parkere i København, og opgaverne, der skal udføres, bliver alt andet lige billigere – for både håndværkerne og kunderne – jo mindre parkeringen koster, siger han.

Find den løsning, der passer bedst
Håndværkerforeningen København vil dog ikke komme med nogle specifikke anbefalinger til hvilken app, der er bedst og billigst, da der, som Christoffer Susé forklarer, er fordele og ulemper ved de forskellige.

- Vil man finde den billigste, kræver det, at man selv kigger løsningerne systematisk igennem og finder den app, der passer bedst til ens eget parkeringsbehov, siger han og uddyber:

- Nogle apps dækker måske ikke geografisk over hele byen. Nogle opkræver en procentsats af hele parkeringsprisen. Nogle har en abonnements- eller en erhvervsordning, mens andre opkræver et fast beløb for hver gang, man parkerer.

Bedre parkeringsforhold i byerne
En af Håndværkerforeningen Københavns hoveddagsordner er at skabe bedre forhold for det lokale erhvervsliv, hvor foreningen længe har kæmpet for bedre parkeringsforhold i byen.

- Noget af det, vi ønsker, er flere erhvervsparkeringspladser. Som elektriker, vvs’er, maler eller tømrer kan det være svært at finde en parkeringsplads tæt på kunden. Det er problematisk, da bilen fungerer som et rullende værksted, siger Christoffer Susé og tilføjer, at dårlige parkeringsforhold i sidste ende koster både kunder og håndværkere dyrt.

- En håndværker, der ikke kan parkere i nærheden af en opgave, kan blive nødt til at sige nej tak til den, fordi det simpelthen er uladsiggørligt. Og de, der allerede har lovet kunden at komme og løse en opgave, vil stå med dilemmaet: Skal de løbe risikoen med at få en parkeringsbøde, eller skal de brænde en kunde af. Der er der helt sikkert mange, der siger: ’Nu har jeg lovet at komme på det pågældenede tidspunkt, og det løfte er jeg nødt til at leve op til’. Men der er jo ingen, der synes, det er specielt sjovt. Hverken at risikere at få en parkeringsbøde eller at holde et sted, hvor man holder i vejen, forklarer han.

Håndværkerforeningen København har undersøgt seks parkeringsapps (easypark, parkpark, parkman.dk, parkone.dk, apcoaflow.dk, OK-appen), som Københavns Kommune anbefaler byens billister at bruge. Prisforskellen mellem den billigste og den dyreste er på 15 %.

-dc

16/6 2023
  • Det er batteriet, der koster

    Det er batteriet, der koster

    biler-til-byggebranchen ›Man kan få flere dieselmotorer for, hvad et el-batteri til den nye eSprinter koster, uanset om man vælger det store eller lille batteri
  • Voldsom værdi for pengene

    Voldsom værdi for pengene

    biler-til-byggebranchen ›Dacia Sandero er intet vidunder. Der er ikke mange specifikationer, der skiller sig nævneværdigt ud på positivsiden. Men den er helt indenfor skiven, og til en pris på under 100.000 skal man være ganske uforskammet for at finde noget at klage over
  • En lille Iveco

    En lille Iveco

    biler-til-byggebranchen ›Hyundai er den optimale samarbejdspartner for Iveco, der har brug for effektiv eksekvering. Det udmønter sig blandt andet i en cirka 2500 kilo tung (eller let) varebil, der skal udfordre konkurrenterne
  • Tre nye fra Dacia

    Tre nye fra Dacia

    biler-til-byggebranchen ›Dacia har lanceret hele tre varebiler på benzin – især til virksomheder med begrænset kørselsbehov
  • Fords mindste fristelse

    Fords mindste fristelse

    biler-til-byggebranchen ›Ekstra 20 centimeter i længde og et forbedret varerum kan måske friste flere til Ford Courier
  • Caddy og Connect til efteråret

    Caddy og Connect til efteråret

    biler-til-byggebranchen ›Den nye transporter kommer også i en plug-in hybrid version
  • Selvmodsigelsernes holdeplads

    Selvmodsigelsernes holdeplads

    biler-til-byggebranchen ›Nissan er kun en el-bil. Siger Nissan. Og sender så en dieselbil på markedet. Forvirret? Det er vi også
  • En uortodoks størrelse

    En uortodoks størrelse

    biler-til-byggebranchen ›Den går godt både til erhverv og private, men der er stadig mange spørgsmålstegn ved Kias PBV, som i skrivende stund endnu er i et tidligt stadie