
Toyota den fjerde
Innovation er en mangelvare hos Stellantis. Her kommer nu den fjerde elektriske varebil fra den store koncern. Og alle fire er stort set helt ens. Toyota Proace Electric er dermed endnu en ikke-nyhed. Men derfor kan den godt ende med at overhale de andre
Af Jørli Petersen
Først var der Berlingo. Siden er tre andre kommet til. Og selvfølgelig skal stedbarnet i det store samarbejde om varebiler også have en elektrisk Proace, når både Citroen, Opel og Peugeot allerede har fået deres.
Det er ingen overraskelse, at Toyota er nummer sidst. Der foreligger en fordelingsnøgle på den samlede produktion, og vi har ikke oplysninger, der tyder på en ændring i den oprindelige fordeling. Det betyder, at de snart mange mærker i den store Stellantis-koncern skal dele den samme andel af kagen, og det kan godt give grus i det maskineri, som er samarbejdet, der holder Toyota inde på det europæiske marked for varebiler.
Proace er 100 % identisk med Berlingo og de to andre fra Opel og Peugeot, men det stopper ikke her. Fiat er faktisk seneste mærke i koncernen. Fiat har to mindre varebiler, Fiorino og Doblo, og netop Doblo ligner det næste medlem af det, vi kan kalde Berlingo-klanen.
Men så er de store spørgsmål: Er produktionen på den spanske fabrik stor nok, og hvad sker der, når den samlede produktion øges? Vil det også øge antallet af varebiler til Toyota? Vi kvitterer med et rungende – måske!
Toyota Proace Electric kommer i to udgaver. Som personbil og som varebil. Det er ikke alle, der sælger begge versioner. Peugeot har indtil videre valgt denne model fra, og selv om Toyotas nye elbil er alt andet end en nyhed - bilen blev faktisk Årets Varebil i Danmark 2019 - kan den alligevel blive den store vinder, når først kommende købere får sat sig ind i de samlede betingelser.
Satser på offentlige købere
Det store slagnummer hos Toyota er selvfølgelig garanti, men det er også et forhandlernet, der er kendt for at ligge helt i top, når det gælder service.
Hvis vi sætter tingene på spidsen, kan vi sige: Citroen E-Berlingo har to års garanti - Toyota Proace City Electric har tre års garanti som udgangspunkt, men hvis man sender sin ellert til service hos den lokale Toyota forhandler, kan garantien forlænges til 11 år minus en enkelt dag.
Hvad vælger den kløgtige bilkøber så, når valget står mellem to helt identiske biler? To års garanti eller 10 års garanti plus 364 dage?
Meget vel, tænker den kloge iagttager efterfølgende, så er Citroen Berlingo sikkert meget billigere. Men svaret er forkert. Ny elektrisk Proace som varebil er 1000 kr billigere end Citroen E-Berlingo, 9000 kr billigere end Peugeot e-Partner og 15.000 kr billigere end Opel Combo-e. Alle priser er før moms, og det er listeprisen for den billigste udgave af de fire biler.
Samme undersøgende læser kan så tænke: Der er forskel på bilerne udstyr, og det er helt korrekt.
Det overraskende udspil fra Toyota er basismodellen med betegnelsen Base+. Denne model er sammensat med særligt henblik på de mest aktuelle købere - offentlige myndigheder i bredest mulig forstand, men det er især landets kommuner, der køber el-biler.
Samme kommuner forlanger ruder i bilen, og derfor er der glas hele vejen rundt i Toyotas basismodel. Modsat vil en dansk håndværker have så lidt glas til varerummet som muligt. Man ønsker ikke at skilte med det værktøj, der måtte ligge i bilen, så håndværkeren køber model Comfort, som ikke har ruder i varekassen. Til gengæld er der en masse andet udstyr, så før man helt kan sammenligne de fire biler, skal man starte det store regneark. Men Toyota satser tydeligt på de offentlige købere, så hvis Toyota kan få biler nok, kan man snuppe en god del af dette marked.
Et presset marked?
Modsat er Toyota mere sparsomme med udstyr til Proace City Verso. Den elektriske Verso i basisversion koster 300.000 kr minus hundrede kroner. Bilen har selvfølgelig skydedør i begge sider, den er 5-sædet, og i modsætning til varebilen er bagklappen på personbilen en rigtig tophængslet bagdør, hvor alle varebiler har to-delt sidehængslet bagdør.
Mange bilmærker lider i øjeblikket af leveringsproblemer, så kan Toyota i det hele taget levere den nye elektriske Proace?
Svaret er indtil videre positivt. Bilen har salgsstart i juni måned, og der er allerede et mindre antal biler i landet på det tidspunkt, men ellers melder Toyota om levering i august, ligesom man netop nu lover en ventetid på ikke længere end tre måneder. Men det kan hurtigt ændres.
Det er også værd at bemærke, at markedet for mindre elektriske varebiler er begrænset. I årets første tre måneder blev der indregistreret lidt flere end 100 biler med totalvægt mindre end den populære 3-ton klasse.
E-Berlingo er den absolutte topsælger med 34 biler i årets første tre måneder, herefter følger Nissan NV200 med 21, mens Opel og Peugeot følger efter med henholdsvis 12 og 10 registrerede biler. Det er i dette begrænsede marked, Toyota nu udfordrer med nok et eksemplar af topsælgeren, men med et meget vigtigt plus. De mere end 10 års garanti, som også dækker bilens batteri, hvor man normalt ser en garanti på otte.