13 nye byggejob hver dag(arkivfoto)

13 nye byggejob hver dag

Fra april 2013 til april 2017 er der kommet 147.900 lønmodtagere i job. Det svarer til 101 nye job hver eneste dag året rund og byggeriet er godt med. Her er der skabt 13,3 nye byggejob om dagen

Ifølge Danmarks Statistik steg den sæsonkorrigerede lønmodtagerbeskæftigelse i april med 3.800 personer, heraf ca. 200 i byggeriet. I alt er der nu knapt 2,7 millioner lønmodtagere i Danmark.

Faktisk er der de sidste fire år fra april 2013 til april 2017 kommet 147.900 flere lønmodtagere i beskæftigelse. Det svarer i snit til 101 nye job hver dag året rundt, har Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg beregnet.

- 2017 og 2018 tegner lyst for arbejdsmarkedet og for dansk økonomi. Men på lidt længere sigt er der brug for at opruste arbejdsstyrken både antalsmæssigt og hvad kvalifikationer angår. Ellers risikerer vi, at opsvinget løber tør for kvalificeret arbejdskraft tidligere end nødvendigt, siger Bo Sandberg, der derfor opfordrer politikerne til at finde reform-værktøjskassen frem til efteråret.

Pil opad i byggeriet
Der kom beskedne 200 flere i job i bygge- og anlægsbranchen i april, og det flugter fint med Dansk Byggeris prognose fra foråret, der peger på fortsat jobfremgang men i lavere tempo end i 2016.

- Pilen peger fortsat opad på byggeriets arbejdsmarked. Efter en jobfremgang på fire procent i 2016, forventer Dansk Byggeris en jobvækst i byggeriet på omkring tre procent  i både 2017 og 2018, og det kan branchen sagtens håndtere, siger Bo Sandberg.

-jhn

22/6 2017