2 x 40 år i BygmaHenning Christensen

2 x 40 år i Bygma

To erfarne medarbejdere kan fejre hvert deres 40 års jubilæum i Bygma d. 1. juli

Det drejer sig om hhv. filialchef Henning Christensen fra Bygma Hirtshals og Allan Boysen fra Bygma Silkeborg, der begge startede som elever i Bygma d. 1. juli 1977.

Henning Christensen, der bor i Sindal, startede som trælastelev som 17-årig. Hans læreplads var et familiefirma med korn og foderstofhandel og en helt nyetableret trælasthandel på 4.000 m2; PH Trælast.

Det første år deltog Henning i alt forefaldende arbejde på lageret. Det var fysisk hårdt, og der var ikke alle de moderne hjælpemidler som vi kender i dag. Andet år i læretiden var på salgskontoret, hvor der kun var tre salgsmedarbejdere.

- Det var en lærerig periode, og vi knoklede i fællesskab med de daglige gøremål; man blev bare kastet ud i kampen med de udfordringer og knubs det gav, fortæller Henning Christensen.

En branche i konstant udvikling
Henning Christensen har været igennem de fleste af funktionerne i en blandet trælasthandel.

- Det har været en fantastisk rejse med en branche i konstant udvikling. Der var en lang periode med håndværkersalg, og nogle år solgte vi rigtig mange landbrugshaller. Der var også nogle rigtig gode år med et stort salg til minkavlere, fortæller han.

I år 2000 blev der bygget ny forretning i Hirtshals; hvor Henning Christensen blev ansat som leder af trælastafdelingen. Året efter blev forretningen købt af Bygma og for otte år siden blev han udnævnt til filialchef for Bygma Hirtshals.

De bedste oplevelser
- Det gør mig glad når ting lykkes, og når en kunde kommer og fortæller at han har kæmpet en ordre i hus eller måske skal giftes eller være far. Så er det dejligt at kunne glædes sammen, slutter Henning Christensen.

I anledning af Henning Christensens 40-års jubilæum inviterer Bygma Hirtshals på Dalsagervej 6 til en uformel reception den 30. juni kl. 13.00. Kunder, forretningsforbindelser og venner af huset er velkomne.


Mest søm og skruer

For Allan Boysen har jobbet været stort set det samme gennem 40 år, men han kan alligevel se tilbage på store arbejdsmæssige forandringer gennem årene.

- Dengang hed virksomheden H. Reimar Nielsen og butikken havde til huse i et gammelt hotel, som senere blev revet ned. I starten solgte vi mest søm og skruer til byens håndværkere og udover trælasten havde vi også en afdeling, der solgte køkkener, fortæller han og tilføjer:

- Vi skrev ordrerne med blyant og kalkerpapir, og ’hulledamerne’ på kontoret udfærdigede regningerne. Når vi holdt udsalg, kom folk fra nær og fjern og der var kø langt ned ad Østergade. Vi delte kaffe ud til de ventende, og det var stort set lige som, når der er fodbold på stadion. Men vi var også den eneste håndværkerbutik i byen og havde ingen konkurrenter.

Godt samspil med håndværkerne
Virksomheden flyttede senere til nye, moderne lokaler på Nørrevænget og blev indlemmet i Bygma Gruppen. I dag er Bygma Silkeborg et stort moderne byggecenter med tæt på 40 medarbejdere.

- Vi supplerer og hjælper hinanden i butikken. Mit arbejde foregår mest ved disken, og en god dag er, når man har været i stand til at hjælpe enten en kunde eller en kollega med en faglig udfordring – og dem er der mange af. Før var vi mere differentierede og passede hver vores, siger han.

Allan Boysen synes godt om Bygmas satsning på det professionelle segment og private der søger kvalitet og rigtige løsninger.

- Jeg har altid trivedes bedst i samspillet med håndværkskunderne, siger Allan Boysen, der ser frem til mange flere gode år i Bygma Silkeborg.


Allan Boysen


Der er reception i anledning af Allan Boysens 40-års jubilæet den 30. juni kl. 11-14 hos Bygma Silkeborg på Nørrevænget 11, hvor kunder, forretningsforbindelser og venner af huset er velkomne.

-los

27/6 2017