40.000 nye boliger skal opføres i København de næste 12 årKøbenhavns Kommuneplan 2024 forventes vedtaget inden udgangen af 2024. Foto: Mellanie Gandø, Copenhagen Media Center.

40.000 nye boliger skal opføres i København de næste 12 år

Borgerrepræsentationen har besluttet, at Københavns Kommunes plan for byens udvikling kan sendes i offentlig høring. Fra næste uge kan alle give deres besyv med om, hvad der skal ske med København de næste 12 år

København er i konstant forandring, og de kommende år vil flere byudviklingsområder vokse frem. Det fremgår af Kommuneplan 2024 'Fremtidens klimavenlige hovedstad', der sætter retningen for, hvad der kommer til at ske med hovedstaden i årene frem til 2036.

Borgerrepræsentationen har besluttet, at forslaget til kommuneplanen skal sendes i offentlig høring. Det vil ske fra næste uge og otte uger frem.

Under den offentlige høring holder Københavns Kommune en række arrangementer, hvor man har mulighed for at høre om kommuneplanen og udviklingen i forskellige bydele.

Noget af det nye i forslaget til kommuneplan er, at byudviklingen bliver fremrykket flere steder. Det gælder eksempelvis Levantkaj Øst, Tunnelkvarteret og Skagerak-kvarteret i Nordhavn, der skal imødekomme behovet for flere boliger og erhvervsarealer.

Ved Vingelodden på Nørrebro gør kommuneplanen det muligt at etablere et nyt byområde, ligesom der også kan udvikles nye byområder ved Helgoland på Østerbro tæt på Svanemøllen og havet og ved Teglholmen i Sydhavnen. 

Kommuneplanen lægger overordnet set også op til 40.000 nye boliger i København, at der kan bygges 10.000 almene boliger i forskellige størrelser og 6000 nye ungdomsboliger med plads til studerende.

Der bliver også plads til flere grønne områder samt rekreative områder ved havet, så københavnerne får adgang til natur og en aktiv fritid.

- København skal være en by for alle, derfor skal der bygges flere boliger. Byen skal indrettes sundt, så det er nemt at komme rundt og med mere ren luft. Det klimavenlige liv er i den tætte storby, hvor vi deles om pladsen og vigtig infrastruktur.

- Derfor har vi behov for boliger i alle størrelser til både singler og børnefamilier, grønne områder og mere metro for, at man kan bo i byen hele livet. Samtidig skal Københavns sjæl bevares, så Københavns historie gives videre til næste generation, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

Under den offentlige høring vil der være en række arrangementer, som bl.a. tæller bydelsmøder med guidet rundvisning om Vingelodden på Nørrebro og Helgoland på Østerbro.

-dc

23/8 2024