Afløb i beton med stor CO2-reduktion
Restprodukt fra stålproduktion gør det muligt at erstatte cement – og det reducerer CO2-udledningen i IBF`s sortiment af afløb med 40 procent
IBF har som mål at reducere CO2-udledningen fra deres forretning med 70 % inden 2030.
Derfor er betonproducenten gået i gang med at introducere nye bindemidler, som kan erstatte dele af cementen, på alle sine fabrikker. Produktionen af afløbsprodukter er det første samlede sortiment, der omlægges til den nye standard.
Der findes en række alternative råmaterialer, som kan erstatte dele af cementen, men ofte er der begrænsede mængder af dem.
Når IBF nu kan ændre hele standardsortimentet på afløb, så skyldes det, at virksomheden anvender Ground Granulated Blast-furnace Slag (GGBS), som er et restprodukt fra stålproduktion.
- Det smarte ved GGBS er, at det er lige så stærkt som cement og skaber de samme egenskaber i beton. Men fordi GGBS er et restprodukt, som opstår, når man producerer stål, så er CO2-udledningen væsentligt lavere.
- CO2-udledningen følger nemlig altid hovedproduktet, som i dette tilfælde er stål, og ikke spildet fra produktionen. Det betyder, at CO2-udledningen fra beton reduceres drastisk, når vi anvender GGBS i stedet for cement, forklarer ingeniør og afdelingschef i IBF Jesper K. K. Bang.
Udbredt i Europa
Brugen af GGBS er ikke ny. Faktisk har GGBS været anvendt i betonproduktion i årtier i andre dele af Europa, men i Danmark har det aldrig været særlig udbredt.
IBF pointerer, at produkterne fremstilles i nøjagtig samme høje kvalitet som normalt. Holdbarheden og styrken er den samme. Varenummeret er det samme. Produkterne skal håndteres på samme måde ude på byggepladsen, og prisen er den samme.
- Den eneste ændring er faktisk, at CO2-udledningen fra afløbsprodukterne reduceres med cirka 40 %, siger Jesper K.K. Bang.
Dokumentationen for CO2-reduktionen er på plads med EPD’er på standard afløbsrør, som viser den præcise CO2-udledning fra det enkelte produkt. CO2-reduktionen skal ses i forhold til CO2-udledningen fra produktionen i 2021.
Nogle enkelte produkter ligger lige under 40 %. Resten ligger over.
Om GGBS
GGBS (Ground Granulated Blast-furnace Slag) er betegnelsen for formalet, granuleret højovnsslagge fra stålindustrien.
Det er et restprodukt fra produktionen af stål, som kan anvendes som erstatning for cement i betonproduktion.
CO2-udledningen fra GGBS er væsentligt lavere end cement, fordi de gældende regler for CO2-beregninger altid tilskriver hele CO2-udledningen fra produktionen af et produkt til selve hovedproduktet (i dette tilfælde stål).
Når GGBS erstatter cement i betonproduktionen, reduceres CO2-udledningen derfor simultant med mængden af cement. IBF har opkøbt GGBS, så de har forsyninger flere år ud i fremtiden.
-kis