Ambitiøs udvidelse af erhvervsområder
Med en rekordlav tomgang har Københavns Kommune nu besluttet, at skabe 200.000 nye m2 til erhvervsbyggeri årligt frem mod 2027
Det københavnske ejendomsmarked brager derud af og udbuddet af erhvervsejendomme kan snart ikke længere følge med. Nu skal virksomheder skal kunne mærke, at København er et attraktivt sted at drive virksomhed. Sådan lyder handleplanen for erhvervs- og vækstpolitik 2017-2018 udarbejdet af Københavns Kommune, som bl.a. har til mål at skabe 20.000 nye private arbejdspladser frem mod 2020, og til det formål skal der bygges yderligere 200.000 nye erhvervskvadratmeter.
At der er behov for en erhvervsmæssig udvidelse af hovedstaden, hersker der ingen tvivl om. Nyeste tal fra Ejendomstorvets Udbudsstatistik viser, at der især inden for industrien opleves en enorm høj efterspørgsel. Ledigheden for lager- og produktionsejendomme er i det seneste år faldet med over 30 % i Region Hovedstaden svarende til mere end 200.000 m2.
Også kontorejendomme oplever en markant høj efterspørgsel i hovedstaden. Ved slutningen af 1. kvartal 2017 var bare 7,5 % af landets kontorlokaler sat til salg eller leje. Ser man på udviklingen for det seneste år, er faldet i ledigheden størst i København og omegn, hvor man sammenlagt har oplevet et fald på hele 2,6 %. Den stigende efterspørgsel på nye lokaler har samtidigt betydet en stigende markedsleje.
- Hjulene snurrer hurtigt i København i øjeblikket, og det er i den grad noget, vi kan mærke. Det antages også at kunne mærkes hos København Kommune, siden de vælger at satse stort på at skabe nye arbejdspladser. Det stigende behov for plads til nye medarbejdere efter krisens opbrud har betydet et markant fald i udbuddet af lokaler, og det har samtidig presset markedslejen op, fortæller direktør i den landsdækkende mæglerkæde EDC Erhverv Poul Erik Bech, Jørgen Jørgensen.
-kj