AMU sikrer ufaglærte fodfæste i byggerietFoto fra Dansk Byggeris analyse 'Bygge- og anlægsbranchen kan ikke undvære AMU' Link nedenfor

AMU sikrer ufaglærte fodfæste i byggeriet

AMU-uddannelserne er med til at sikre ufaglærte fodfæste i byggeriet og har en væsentligt opgave - også i et fremtidigt efteruddannelsessystem, lyder det fra Dansk Byggeri

AMU er uddannelser, som giver medarbejderne i bygge- og anlægsbranchen uddannelse inden for blandt andet sikkerhed og certifikater, og så giver uddannelsesforløb på omkring seks uger, som fx kloakrørlæggeruddannelsen, ufaglærte muligheder for at træde direkte ind på arbejdsmarkedet og udfylde en vigtig jobfunktion. Det viser en analyse fra Dansk Byggeri.

- Vi kan se, at de ufaglærte bruger AMU-kurserne til at få grundlæggende arbejdsmarkedskompetencer. På den måde kan de komme ind på arbejdsmarkedet i bygge- og anlægsbranchen, som ellers ville være lukket for dem, forklarer Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri.

Ufaglærte skal ikke glemmes
Snart går trepartsforhandlingerne om Danmarks voksen- og efteruddannelsessystem i gang. Og her er det Dansk Byggeris anbefaling, at der også frem over vil være kurser, der sikrer de ufaglærtes adgang til arbejdsmarkedet.

- Det er rigtig vigtigt, at de ufaglærte ikke bliver glemt i trepartsforhandlingerne. De, der har fået mindst uddannelse, har brug for en kort og konkret uddannelsesmulighed, og det får de i dag med AMU. Vi skal have endnu mere fokus på, hvordan vi får opkvalificeret de ufaglærte, så de kan komme ind på arbejdsmarkedet. Mange ufaglærte unge starter deres vej i beskæftigelse i for eksempel stillads- og kloakbranchen, og der er de afhængige af adgang til kurser, der giver dem grunduddannelse og muligheder for job, siger Louise Pihl.

-jhn

Læs Dansk Byggeris AMU-analyse her http://www.danskbyggeri.dk/media/25816/amu-analyse_net.pdf



12/6 2017