Beboermøde hjælper ved skjulte renoveringer
Hands on-oplevelser og beboerarrangementer med rådgiver og entreprenør giver større opbakning til de renoveringer, man ikke ser
I modsætning til synlige renovering som f.eks. en ny facadebeklædning eller altaner, hvor forbedringerne hurtigt kan ses, så er nye kloakker, strømpeforing og udskiftning af faldstammer ikke de nemmeste renoveringer at komme igennem med over for beboere i ejendomme og boligselskabet, der skal investere i det. Derfor kommer den slags projekter som regel bagerst i køen, når der skal investeres i renovering. Ofte skaber de også ekstra udfordringer, når de går i gang. Folk føler ikke, at de får noget for deres penge, da renoveringen ikke umiddelbart er synlig.Men det kan lade sig gøre at vende stemningen, hvis man opprioriterer informationen og arrangerer møder med beboerne. Det er erfaringen hos det rådgivende ingeniør- og arkitektfirma, Gaihede.
- Som regel skal der gøres en ekstra informationsindsats ved de såkaldte skjulte renoveringer. Alt andet lige er det lettere at foreslå bygherrer og beboere, at de skal investere i de mere synlige renoveringer eller ombygninger, fortæller projektleder og bygningsingeniør i Gaihede, Peter Elle Silberg.
Forståelse og bedre kontakt
På et aktuelt projekt hos boligforeningen AAB afdeling 54 i Ballerup, hvor Gaihede arbejder sammen med entreprenøren Per Aarsleff, skal et nedslidt kloaknet renoveres med strømpeforing. Sammen med afdelingsbestyrelsen er der blevet afholdt informative beboermøder inden vedtagelsen, og efter igangsættelsen har bestyrelsen og de involverede virksomheder afholdt et anderledes beboerarrangement. Her blev der demonstreret maskiner, vist film og talt om projektet. Mandskab fra Aarsleff viste strømpeforingsteknikken, der betyder, at afdelingen undgår komplicerede og store udgravninger for at udskifte rørene.
Afdelingsformand i AAB afdeling 54, Arne Jensen, kalder arrangementet en succes:
- Det var en god aften med et pænt fremmøde. Det var tydeligt, at beboerne syntes, det var spændende at se maskinerne demonstreret og høre om projektet. Det skaber større forståelse, siger han.
-kj