bygma
bygma
scroll
Beton kan sagtens genanvendes og skabe ny værdi Thelma Slaatto (tv.) og Cecilie Morsbøl vinder prisen for en undersøgelse af, hvordan frasorteret beton kan genbruges i et konventionelt byggesystem Foto: Jonas Petri, Arkitektforeningen.

Beton kan sagtens genanvendes og skabe ny værdi

Årets vindere af Arkitektforeningens prisopgave Udsyn forvandler betonaffald til æstetiske og funktionelle byggeklodser – og viser vej til en mere bæredygtig byggepraksis

Containerne bugner af overskydende byggematerialer, ingen vil have – og faktum er, at byggebranchen tegner sig for mere end en tredjedel af hele Danmarks affaldsproduktion.

Så hvad kan der gøres med alle de oversete og kasserede materialer, hvis der ikke skal forspildes ressourcer og energi, der allerede er brugt på at producere dem?

Arkitektforeningen har kåret vinderne af den årlige prisopgave Udsyn, som efterlyser nye bud på, hvordan arkitektfaget kan bidrage til en udvikling mod en mere bæredygtig fremtid.

Under overskriften ’Genanvendelsens praktik’ var deltagerne denne gang blevet bedt om at vise, hvordan tilsyneladende værdiløse materialer kan forvandles til skønne, funktionelle bygningselementer for fremtidens byggeri.

Førsteprisen på 75.000 kr. gik til Cecilie Morsbøl og Thelma Slaatto for projektet ’Fra betonfragment til byggesten’, som viser, hvordan en simpel bunke frasorteret beton kan forvandles til en smuk og stoflig mursten, som minder om terrazzo.

- Beton er kommet i et negativt lys på grund af materialets høje CO2-aftryk i fremstillingsprocessen, og fordi det er svært at genanvende.

Men beton er også et meget holdbart og smukt materiale, og når vi nu tidligere har produceret så meget af det, er det oplagt at se på, hvordan vi kan genanvende materialet på nye måder, siger Cecilie Morsbøl og Thelma Slaatto om deres idé.

Vinderforslaget blev udvalgt blandt 30 godkendte forslag, og kåringen foregik på Arkitektforeningens årskonference på Charlottenborg i København torsdag den 23. maj kl. ca. 16.15.

Genanvendt beton kan skabe forandring
Med deres forslag viser årets Udsyn-vindere, hvordan betonaffald, som udgør en væsentlig del af bygge- og anlægsaffaldet i Danmark, kan omdannes til materialer, der kan indgå i nye byggeprojekter.

Og demonstrerer en vigtig bevægelse væk fra den ressourcekrævende produktion af ny beton mod en mere bæredygtig genanvendelse, som potentielt kan skaleres op og sættes i gang med det samme.

- Gammel beton ender som regel som vejfyld eller på lossepladsen, men med deres forslag har Cecilie Morsbøl og Thelma Slaatto arbejdet både rationelt og poetisk med det udskældte materiale og gjort det til det attraktive valg.

- Ideelt set bør beton ikke nedrives, men indtil transformation og renovering af nedslidte betonbygninger bliver standard, tilbyder vinderforslaget et betydeligt alternativ til den nuværende praksis i store dele af verden, siger Johnny Svendborg, forperson for dommerkomitéen.

Dommerkomitéen roser desuden vinderforslaget for at åbne for nye designmuligheder og en ny byggeteknik med et næsten uudtømmeligt potentiale.

- Det er en fremragende kvalitet ved forslaget, at det tilfører en markant æstetisk værdi til tilsyneladende udtjent beton. Og samtidig giver Cecilie Morsbøl og Thelma Slaatto et velkvalificeret bud på en ny og mere bæredygtig byggeteknik.

- Det er afgørende faktorer, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, uddyber Johnny Svendborg.

Komitéen håber, at årets Udsyn-vindere vil arbejde videre med at kvalificere deres forslag. Og at vinderforslaget giver anledning til en mere generel diskussion af, hvordan man kan nytænke og genanvende den arv af materialer, som er tilgængelige i byggeriet her og nu.

Rosende omtale til to forslag
Yderligere to forslag modtog rosende omtaler:

Forslaget ’Grønlands Adaptive Kulturarv’ af Frederik Arqaluk Rosing omdanner efterladte kabeltromler fra en amerikansk luftbase til beklædning af brædder med inspiration fra inuitisk byggetradition.

Forslaget viser, at selvom kasserede materialer og bygningsdele kan virke fremmede på et givent sted, kan de omdannes til noget genkendeligt. Dommerkomitéen roser forslaget for dets arkitektoniske nænsomhed og kunstneriske og reflekterede tilgang.

Forslaget ’Re-Claim’ af Alex Quach, Frederik Ankjær Normann Pedersen og Victor Nyland Poulsen modtager også rosende omtale for at vise, hvordan man kan udnytte restmaterialer fra træproduktion i et innovativt vægsystem.

Dommerkomiteen fremhæver deltagernes kvalificerede tilgang og formåen til at adressere et spørgsmål, som arkitekter bør tage stilling til netop nu.

-dc

10/7 2024
  • Planlagt generationsskifte går helt efter bogen

    Planlagt generationsskifte går helt efter bogen

    byggeri ›Entreprenøren HHM fra Hillerød i Nordsjælland skifter administrerende direktør. Efter 20 år i den varme stol overlader Svend Pedersen posten til Peter Carstensen, men bliver i direktionen lidt endnu
  • Danmark på præmieskamlen i EU-inflation

    Danmark på præmieskamlen i EU-inflation

    politik ›Det samlede forbrugerprisindeks steg i august med 1,4 procent i forhold til samme måned året før. I juli var den tilsvarende stigning 1,1 procent
  • Lavere renter gavner byggeriet mest

    Lavere renter gavner byggeriet mest

    byggeri ›Op til Den Europæiske Centralbanks rentemøde i dag torsdag viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at et rentefald vil gavne mest i byggeriet
  • Administrative byrder hæmmer vækst og effektivitet

    Administrative byrder hæmmer vækst og effektivitet

    byggeri ›Ikke mindre end 77 procent af TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder svarer i undersøgelse, at de administrative byrder er stigende. Det hæmmer både vækst, effektivitet og konkurrenceevne
  • Skal udlægge 105.000 ton asfalt på E45

    Skal udlægge 105.000 ton asfalt på E45

    byggeri ›NCC skal udlægge asfalt på projektet, hvor E45-motorvejen rundt om Aarhus skal udvides fra fire til seks spor
  • Stor efterspørgsel: Demens-egnet plejehjem bliver opført i Nordjylland

    Stor efterspørgsel: Demens-egnet plejehjem bliver opført i Nordjylland

    byggeri ›I Klarup opføres et nyt demens-egnet plejehjem med 60 plejeboliger, der skal danne rammen om tryghed, fællesskab og livskvalitet. Det nye plejehjem, som forventes færdiggjort i 2026, imødekommer et stigende behov for demens-egnede boliger
  • Ejendomsudvikler sætter ny mand for bordenden

    Ejendomsudvikler sætter ny mand for bordenden

    byggeri ›Birch Ejendomme har ansat Lars Bay-Smidt som ny administrerende direktør. Han har tidligere haft en række af direktør- og bestyrelsesposter og skal hjælpe udvikleren med at skrue op for væksten
  • Mere østrogen i Bygma

    Mere østrogen i Bygma

    byggeri ›Bygma nu tilsluttet sig DIs Gender Diversity Pledge, der er dansk erhvervslivs fælles håndslag på at arbejde for en mere ligelig kønsfordeling på arbejdspladserne