Dansk Boligbyg går ind i projektudvikling
Ejerkredsen bag Dansk Boligbyg udvider sit kompetenceområde ved stiftelse af selskabet Ejendomsudvikling Danmark
Dansk Boligbyg Holding står sammen med Dansk Boligbyg Medarbejderselskab bag det nystiftede projektudviklingsselskab. Udover repræsentanter fra de to selskaber tegnes bestyrelsen af et eksternt bestyrelsesmedlem, Per Vincens Nielsen, stifter af Inter Gruppen i Esbjerg.
Adm. direktør i Dansk Boligbyg, Anton Nørgaard, siger om initiativet:
- Ejendomme er blevet et interessant og godt supplement til investering i aktier og obligationer. Med vor skarpe struktur opdelt i selvstændige selskaber sikrer vi bedst muligt de specialiserede kompetencer, som det kræver at udvikle og færdigopføre boligprojekter. Med eget udviklingsselskab bliver vi også mindre følsomme overfor konjunkturudsving i markedet. Vi kan endnu bedre tilpasse vor kapacitet efter en ordreportefølje, der aldrig er konstant.
Simon Issing Nielsen er indsat som direktør for Ejendomsudvikling Danmark og kommer fra en stilling som projektudviklingschef i MT Højgaard. Simon Issing Nielsen har med 10 års erfaring i projektudvikling arbejdet med ejendomsudvikling af både bolig-, erhvervs- og butiksprojekter.
Han siger:
- Det er målsætningen at levere nøglefærdige ejendomme, hvor alt fra idegenerering og myndighedsbehandling til byggemodning og totalentreprise håndteres via et samarbejde i koncernen. Dette åbner desuden op for den type ejendomsudvikling, hvor Ejendomsudvikling Danmark leverer projektudvikling til totalentreprisen i det omfang bygherren måtte ønske det.
Simon Issing Nielsen.
Stiftelsen af Ejendomsudvikling Danmark skal således skaffe flere byggeopgaver til både Dansk Boligbyg og det koncernforbundne entreprenørselskab BASE Erhverv.
Ejendomsudvikling Danmark arbejder med projektudvikling i hele landet, men med særligt fokus på de seks største byer og det østjyske bybånd. Således arbejdes der for tiden på optionsaftaler på ejendomme i Horsens og Odense.
-kj