Danskere skal designe i Kina
Schmidt Hammer Lassen Architects har vundet en international totrins konkurrence om design af det nye bibliotek til Shanghai by i Kina
Shanghai er i øjeblikket den mest folkerige by i verden med næsten 25 millioner indbyggere og har et centralt bibliotekssystem, der går tilbage til 1847. Schmidt Hammer Lassen Architects vandt det prestigefyldte projekt i konkurrence med Kengo Kuma, David Chipperfield og Dominque Perrault efter en seks måneders proces forløbende over to faser. Det 110.000m2 store bibliotek er beliggende i Pudong distriktet - et område af byen, som er kendt for sin ikoniske skyline - og bliver placeret i umiddelbar nærhed af Century Park, som er den største park i byen spredt over 140 hektar.Projektet er tænkt som et enkeltstående monolitisk objekt, der svæver over træerne i parken. Hovedvolumen af biblioteket svæver over to pavilloner, der skal huse et rum til forestillinger med plads til 1200 tilskuere, udstillings- og events rum og et dedikeret børnebibliotek, hvor alle rum vil åbne op mod en række anlagte torve og haver.
- Vi ser biblioteket som omdrejningspunkt i en park. En central klippeblok i en byhave i kinesisk skala, siger Chris Hardie, partner hos Schmidt Hammer Lassen.
- En af de mest betagende ting ved dette projekt er dets placering i et parkområde. Man befinder sig i hjertet af verdens største by, men vi har mulighed for at skabe et fristed for viden og medier i træerne, tilføjer han.
Projektet afslutter en trilogi af kulturelle projekter sammen med det kinesiske Science & Technology Museum og Shanghai Oriental Arts Centre. De er alle beliggende omkring det centralt placerede Pudong regeringskvarter og tæt ved Century Avenue, som forbinder Century Park til Business District. Sidstnævnte danner den nu globalt genkendelige skyline af Shanghai.
Fra samling til samlingssted
I 1995 fusionerede Shanghai Library med Shanghai Institute of Scientific and Technolgical Information, hvilket resulterede i et avanceret og omfattende offentligt bibliotek, der - som det første i Kina - kombinerer folkebibliotekernes tjenester med videnskabelig og teknologisk forsknings funktioner.
- Et moderne bibliotek er ikke kun et sted til opbevaring og udlån af forskellige materialer, det er også et sted at være, et sted for social interaktion og et sted at blive inspireret og overrasket, siger Morten Schmidt, Senior partner i Schmidt Hammer Lassen.
- Svaret på disse forandringer og udfordringer er, hvad vi kalder et skift 'fra samling til samlingssted'. Biblioteker er ikke kun passive samlinger, men pulserende institutioner, der forbinder brugere med viden, erfaringer, innovation og ikke mindst med deres medborgere, tilføjer han.
Biblioteket selv er organiseret omkring et stort centralt atrium i form af tre forskudte læsesale, der åbner op og danner forbindelse til forskellige dele af biblioteket og forskellige kontekstuelle dele af byen fra Century Park mod øst, en ny bibliotekspark mod syd og byen mod nord og vest.
Biblioteks volumen er udskåret og drejet for at reflektere den omgivende park og himmel med en gennemgående facade af klart, isolerende og mønstret glas. Glaspartierne er arrangeret i vandrette bånd, som foruden vandrette lameller er vinklet for at minimere sol blænding - dette tillader uhindret panoramaudsigt til parken og byen.
Biblioteket forventes afsluttet og klar til at åbne for offentligheden i 2020.
-kj