De skal bygge Hernings nye Isstadion
C.C. Contractor har vundet opgaven med at ombygge og forny Herning Isstadion
Det er nu afgjort, at Hernings nye Isstadion skal bygges af C.C. Contractor. Totalentreprenøren vandt udbuddet om opgaven, der ombygger Herning Isstadion til uigenkendelighed.
Det eksisterende anlæg er blevet slidt gennem årene, og Herning Kommune har sat 45 millioner kroner af til opgraderingen. Dertil kommer omkring otte millioner kroner, som de klubber, der bruger isstadion skyder ind i ombygningen.
- Med vinderprojektet får vi et isstadion i Herning, der vil opleves som helt nyt. På trods af, at der er tale om en ombygning og renovering, så vil det på æstetik og brugervenlighed være et løft årtier frem, siger Johs. Poulsen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Herning Kommune og medlem af dommerkomiteen.
Det har været nødvendigt at sende opgraderingen i udbud to gange, og det har vist sig at være held i uheld, af den første udbudsrunde ikke fandt et vinderprojekt, fortæller Johs. Poulsen:
- Her i anden runde har vi fået et betydeligt bedre resultat, end det der var på bordet i første runde. På grund af den nye tidsplan har vi også kunne frigive flere penge til renoveringen, fordi vi skal bruge færre penge på at leje istid i andre haller rundt omkring i Danmark, mens arbejdet står på, siger Johs. Poulsen.
Ishockey i t-shirt
Opgraderingen betyder et helt nyt niveau, når det gælder oplevelser for publikum og sponsorer.
Sponsorloungen udvides, så der bliver 500 pladser mod de 200 pladser, der er i dag, og bygges med transparente vægge, der giver udsyn til isen.
For publikum vil ombygningen betyde tilskuerpladser hele vejen rundt. Samtidig hæves temperaturen i hallen fra seks grader til 14-16 grader, så man fremover kan gå til ishockey i Herning i t-shirt.
- Det bliver helt fantastisk at opleve den arena-fornemmelse, der kommer i den nye hal. Det ser jeg virkelig frem til, og det vil hæve stemningen til kampene. Samtidig betyder den nye foyer og de transparente vægge, at publikum vil få en oplevelse af meget høj kvalitet, når de går til hockey, siger Torben Skovsgaard, direktør for ishockeyklubben Herning Blue Fox.
-kj