En bygning er rejst under kæmpeteltet
Det sidste betonelement er lagt på Laboratorie- og Logistikbygningen, og det blev markeret med et rejsegilde under byens største 'festtelt'
Blæsten ruskede lidt i den hvide teltdug som i anledning af rejsegildet for første gang blev åbnet for de kommende beboere i Laboratorie- og Logistikbygningen. Og bygningen tog imod med flag, søjler og en bred trappe, der fører op gennem de fire etager.
- Selvom betonen er på plads, er der et stykke vej, til vi er færdige. Om et års tid er det en færdig bygning, som vi står her og fejrer. Men i dag skal vi først og fremmest sige tak til håndværkerne, der har gjort en kæmpe indsats for at bygge råhuset her, som skal blive til Laboratorie- og Logistikbygningen, sagde seniorprojektleder Ronan O’ Reilly fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg i sin tale.
Pølsevogn hejst op på 2.sal
Til rejsegildet var en pølsevogn blevet hejst op på terrassen på 2. sal, hvor der i fremtiden vil være fælles forskningsfaciliteter for hospital og psykiatri. I dag sidder forskerne lokalt på de forskellige afdelinger, men i den nye Laboratorie- og Logistikbygning får de mulighed for at booke sig ind i laboratorier til fælles brug og på den måde opnå en større videndeling, ligesom der er synergi i at kunne deles om udstyret.
Direktøren for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Anne Jastrup, kom i sin tale netop ind på forskningen:
- Laboratorie- og Logistikbygningen skal virkeliggøre vores strategi om at lave patientnær forskning. Vores ambition er, at husets muligheder og faciliteter gør det nemmere at håndtere for eksempel specialprøver og andre analyser under eget tag, og dermed også giver forskerne bedre arbejdsbetingelser. I sidste ende til gavn for patienterne, sagde Anne Jastrup.
Gave-kuglepenne formet som kanyler
At blodprøverne kommer til at fylde meget i huset var markeret med en kuglepen formet som en kanyle, som gæsterne til rejsegildet fik med sig hjem. Klinisk Biokemisk Afdeling, som skal bo på første sal i bygningen kommer årligt til at behandle 9 mio. blodprøvesvar. Afdelingsledelsen ved Helle Brunsgaard Larsen, Jan Fahrenkrug og Lise Bødker glæder sig til de nye rammer:
- I Laboratorie- og Logistikbygningen får vi endnu bedre muligheder for at opbygge et fremtidssikret, automatiseret laboratorium, som kan give patienterne lynhurtige svar på deres blodprøver,” siger de samstemmende.
I bygningens nederste etager skal der være varemodtagelse og logistik. Alle varer til hospitalet vil i fremtiden blive leveret hertil. Den store kælder fungerer som lager og har forbindelse vil tunnelsystemet ud til hospitalets afdelinger.
- Det er en ekstremt kompleks bygning, som har krævet en kæmpe indsats fra jer, der har formgivet den, fra jer, der skal bruge den fremover, og fra jer, der bygger den nu. Jeg glæder mig til samarbejdet det sidste stykke mod målet, sluttede seniorprojektleder Ronan O’ Reilly sin tale.
-jhn
Fakta:
• Laboratorie- og Logistikbygningen bliver på ca. 10.000 kvm. og skal bygges fra 2016 til 2018. Hovedentreprisen udføres af Per Aarsleff A/S og Wicotec Kirkebjerg A/S.
• Der blev holdt rejsegilde torsdag den 4. maj, og bygningen forventes klar til brug i sommeren 2018.
• Bygningen skal blandt andet indeholde laboratorier, logistik- og lagerfaciliteter samt fælles forskningsfaciliteter for hospital og psykiatri.
• Bygningen er udformet af totalrådgiverne Mikkelsen Arkitekter A/S, WHR Architects Inc. og Niras A/S.
• Laboratorie- og Logistikbygningen er en del af Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, der skal bygges på Bispebjerg Hospitals område frem til 2024.
• Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg er finansieret med 2,95 mia. kr. af regeringens Kvalitetsfond og med 1,03 mia. kr. af Region Hovedstaden.
• Region Hovedstaden investerer de kommende år 15 mia. kr. i syv nye hospitalsbyggerier, heraf kommer 8 mia. kr. fra Statens Kvalitetsfond. Byggerierne skaber tidssvarende og funktionelle rammer for den bedste behandling med patienten i centrum.