Flere vejbaner spærres på Den nye Lillebæltsbro om nattenFoto Vejdirektoratet

Flere vejbaner spærres på Den nye Lillebæltsbro om natten

Vejdirektoratet begynder i dag arbejdet med at skifte den ene vejbanes asfalt på Den Ny Lillebæltsbro. Og det er ikke noget, der overstås sådan i en ruf, idet arbejdet forventes at vare indtil slutningen af måneden

Af Dan Bjerring

Den Ny Lillebæltsbro er ikke så 'ny', som det kunne lyde. Den er 54 år gammel og asfalten trænger til udskiftning. Arbejdet er første del af den totale udskiftning af broens asfalt, som skal udføres i 2026 og 2027.

I første omgang er det er højre vejbane i østgående retning fra stålbroens begyndelse til broens vestre pylon, der får lagt ny asfalt. Det er cirka 240 meter ny asfalt. Og udskiftningen af asfalten på strækningen skal samtidig fungere som en sikring af, at metoden er den rette, når resten af broen skal have skiftet asfalten.

Arbejdes i døgndrift
Det kan næppe undgå art skabe problemer for trafikken mellem landsdelene. Broens højre vognbane i østgående retning spærres fra mandag den 13. maj til og med den 30. maj, og der er hastighedsbegrænsning ved vejarbejdet på 80 km/t.

Der arbejdes dag og nat på broen, og af hensyn til vejarbejdernes sikkerhed bliver også det midterste spor spærret om aftenen og natten. I det tidsrum vil der altså kun være én vejbane åben i østgående retning.

Vejdirektoratet forventer, at asfaltarbejdet på broen skaber kø i myldretiden om morgenen og om eftermiddagen.

12/5 2024