Forladte bygninger bliver til mødesteder Et tidligere kornlager i Odense skal være ramme om et stærkt fællesskab med fokus på cirkus, teater og kulturformidling.. Foto: Cirkus er altid i byen / Underværker.

Forladte bygninger bliver til mødesteder

I kampagnen Underværker arbejder lokale frivillige over hele landet med byggeri for og til fællesskaber. Særligt uden for de største byer kan der være brug for lokale mødesteder, og det støtter Realdania-kampagnen med millioner af kroner

17 nye ildsjæleprojekter fordelt over hele landet får nu 12 millioner kroner til at realisere nye bygge- og renoveringsdrømme i Realdanias Underværker-kampagne. Flere Underværker genbruger og nytænker bygninger, der er blevet overflødige.

De nyudvalgte Underværker spænder vidt; fra samlingssted i en tidligere skole på Sejerø over cirkus-fællesskab i en nedlagt lagerbygning på Odense Havn til en borgerdrevet butik i en landsby udenfor Skanderborg.

I Realdania-kampagnen Underværker arbejder lokale frivillige over hele landet med byggeri for og til fællesskaber. Altid med stor kærlighed til en bygning eller et sted. Med de 12 millioner kroner til nye projekter har Realdania siden 2011 støttet 319 ildsjæleprojekter over hele landet med 145 millioner kroner.

Underværker for det gode liv på landet
Der er Underværker i storbyer, mindre byer og landsbyer - alle vegne gavner projekterne fællesskabet, men særligt uden for de største byer kan der være brug for lokale mødesteder.

Flere nye Underværker skaber oplevelser på landet og i mindre byer til gavn for beboere og besøgende. Ofte med udgangspunkt i genbrug af en tom bygning der trænger til en kærlig hånd. En gammel lade på Bornholm skal f.eks. være spillested og øvelokale - og en konkursramt friskole i Nibe skal være lokalt kulturhus.

- Ildsjæle er eksperter i at fylde forladte bygninger med liv og fællesskab og på den måde skabe rum til nye aktiviteter i hverdagen - og for eksempel i små samfund på landet kan Underværker gøre en forskel og være med til at give lokalområdet et løft. Jeg glæder mig til at se nye ildsjæleprojekter sætte blus på fællesskabet i bygninger, landsbyer og byrum over hele Danmark, siger Laura Bjerre Munch, projektchef i Realdania.

Flere Underværker har fokus på udendørs mødesteder - blandt andet i form af et madmødested i Lejre, en friluftsscene i Svendborg og et projekt i Vendsyssel med fokus på biodiversitet:

- Under corona blev naturen en alternativ dagligstue, og mange foreninger og fællesskaber rykkede udendørs. Vi kan se, at flere ildsjæle arbejder videre med at skabe aktiviteter under åben himmel. F.eks. støtter vi en badebro i Marstal på Ærø og et fællesskab af nordjyske frivillige, som vil formidle et særligt naturområde omkring Bindslev., siger Laura Bjerre Munch, projektchef i Realdania.

I alt har 129 projekter søgt om støtte i denne ansøgningsrunde.

-dc

3/5 2022