Fra FN's verdensmål til dansk eksport
I dag lanceres Sustainia Living under en event i Operaen i København med fokus at forvandle FN's verdensmål til danske eksportmuligheder
Operaen i København danner ramme om den storstilede lancering af Sustainia Living, hvor flere end 1500 gæster kan opleve foyeren transformeret til et kæmpe væksthus med bud på fremtidens grønne livsstilsløsninger. Sideløbende vil danske og internationale oplægsholdere som Connie Hedegaard, Livia Firth og Claus Meyer inspirere til en mere bæredygtig verden.Sammen med virksomheder som Grundfos og Rockwool er AART architects en af seks hovedpartnere og såkaldte livsstilspionerer i Sustainia Living initieret af Sustainia, Realdania, Det Kongelige Kunstakademi og Fahion 4 Development.
Visionen bag Sustainia Living er at synliggøre FN's 17 verdensmål og vise, hvordan Danmark kan gøre en grøn livsstil til en erhvervssucces på linje med grøn teknologi. Det skal ske ved at give verden en samlet fortælling om danske ydelser og produkter med fokus på morgendagens bæredygtige livsstil.
- Vi ser det som vores fornemste opgave at se og skabe muligheder for mennesker og samfundet i bred forstand. Derfor er vi stolte over at være en af de bærende kræfter bag Sustainia Living, hvor vi sammen med andre ambitiøse virksomheder og organisationer vil åbne for nye perspektiver på fremtidens grønne løsninger, udtaler Torben Skovbjerg Larsen, CEO og partner i AART architects, og tilføjer:
- Vi glæder os til at fejre det vigtige arbejde, når Operaen omdannes til et kæmpe væksthus, og kursen sættes for Sustainia Living.
Foregangsland forpligter
Danmark er allerede et foregangsland inden for livsstilsydelser og -produkter som fødevarer, design og arkitektur. Ifølge Sustainia udgør de hver især brikkerne til et marked i hastigt vækst og ønsket om det gode liv.
- Vi er et af de lande i verden, der er længst fremme med at opfylde målene. Derfor har vi både en forpligtelse og en egeninteresse i at blive et foregangsland. Det åbner også en række forretningsmæssige muligheder, udtaler Erik Rasmussen, CEO og stifter af Sustainia.
Eventen er ikke kun forbeholdt de mange gæster. Den livestreames også verden rundt, ligesom de udstillede løsninger bliver kommunikeret gennem Sustainias sociale mediekanaler og efterfølgende udfoldet i en international publikation. Senere vil de blive præsenteret på en digital platform ud fra tanken om at skabe en global markedsplads for de bedste løsninger på en bæredygtig livsstil.
-kj