
Går sammen om at lokke de unge ind på erhvervsuddannelserne
For få unge tager en erhvervsuddannelse. En fælles indsats fra nogle af dansk erhvervslivs største spillere skal vise folkeskoleelever, at det er attraktivt at arbejde med fremtidens teknologi
Produktionsvirksomheder vil mangle faglært arbejdskraft i de kommende år. Kun 18 % af folkeskolens afgangselever tager en erhvervsuddannelse som f.eks. mekaniker, elektriker eller industrioperatør. Det kan få store konsekvenser for dansk produktion og eksport.
Til Robotbrag i Odense 30. maj gik Novo Nordisk, Danfoss, Lego-koncernen, Teknologisk Institut og Dira sammen for at synliggøre de spændende muligheder, der findes for unge i at gå i en erhvervsteknisk retning med deres uddannelse.
Her kunne folkeskoleelever prøve kræfter med robotteknologi og møde potentielle fremtidige arbejdspladser.
– Vi ønsker sammen med en bred skare af danske virksomheder at sætte spotlys på det spændende arbejdsliv, der gemmer sig i at arbejde med teknologi og produktion.
- Vi giver derfor de unge en smagsprøve på, hvordan det er at arbejde med AI, robotter, droner, virtual reality og andre nye teknologier, siger Carsten Frank, corporate vice president for Training & Capability building i Novo Nordisk.
Stå med teknologien i hænderne
Som en del af Robotbrag-læringsdagen kunne en række 8. klasses-elever deltage i teknologi-workshops og hands-on aktiviteter hos lærlingeakademierne fra Lego-koncernen, Danfoss og Novo Nordisk.
Teknologisk Institut og Dira, som arrangerede Robotbrag for syvende gang i år, oplevede, at de unge viste stor interesse for teknologi, når først de stod med den i hænderne.
Især fordi de også fik et kig i krystalkuglen og kunne se, hvordan teknologi kan bidrage til at løse mange af samfundets udfordringer.
– De unge får et praktisk indblik i, hvor spændende og varieret et job med en erhvervsuddannelse kan være. Dagen er både åben for folkeskoleelever og studerende på videregående uddannelser.
- Ud over at snuse til nutidens og fremtidens robotteknologier får de en fornemmelse af, hvordan de kan bringe deres kompetencer i spil ude i erhvervslivet, siger Henrik Jacobsen, centerchef på Teknologisk Institut.
Mere synlighed er vejen frem
Novo Nordisk, Danfoss og Lego-koncernen håber på, at den fælles indsats og det nye valgfag 'teknologiforståelse' kan understøtte, at erhvervsuddannelserne får samme status som de gymnasiale uddannelser.
– Især i fremstillingsindustrien er der udfordringer med rekruttering på trods af indsatser målrettet de unge. Det er afgørende for produktionsdanmark, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse til.
- Vi ser derfor et kæmpe potentiale i fælles at gøre faglært arbejde mere synligt og spændende for børn og unge – for eksempel ved events som Robotbrag, udtaler Janne Sandholdt, Head of HR Danmark i Danfoss.
-dc